Københavns Kommune vil have flere billige boliger, så almindelige mennesker også har råd til at bo i byen fremover. Derfor vedtog Borgerrepræsentationen i marts 2015, at der skal bygges 2.500 boliger de kommende år. Det er København Kommunes målsætning, at der bygges i alt 8.200 almene boliger i alt frem mod 2025.
Teknik og Miljøudvalget valgte 26. oktober 2015 at indgå tre partnerskaber med almene boligorganisationer, herunder Domea.dk for at realisere denne vision. Det skyldes, at Domea.dk har udviklet et effektivt og billigt koncept med både ejerboliger, andelsboliger og almene lejeboliger i samme bebyggelse.
- Hvis København fortsat skal være en mangfoldig by, kræver det, at vi har plads til både unge, helt almindelige familier og folkepensionister. Det er typisk ikke dem, der bliver skabt hjem til, når nybyggerier skyder op, og derfor er den almene sektor så vigtig, hvis København stadig skal være for alle. De nye udgaver af den almene bolig sigter mod at skabe nye boligkoncepter og lavere husleje, og det kan jeg kun bakke op om, lyder det fra Morten Kabell, Teknik og Miljøborgmester i Københavns Kommune.
Domea.dk samarbejder med Rambøll som helhedstænkende rådgiver, FB Gruppen, der har stor erfaring inden for byggeri af ejerboliger, og NT advokater, der har speciale i stiftelse og drift af andelsboligforeninger.
Hurtigere og billigere boliger
Domea.dk har optimeret byggeprocessen og forkortet byggeperioden med et år - fra 30 til 18 måneder. Det sparer penge og betyder, at boligerne hurtigere kan stå klar til indflytning, hvilket er godt, når København har nettotilflytning på 1.000 nye borgere om måneden.
Forklaringen på den hurtige byggeproces er, at Domea.dk tilbyder et koncept med et bæredygtigt type-etagehus. Det er et modulopbygget råhus i betonelementer, som kan udføres hurtigt og billigt. Facader og materialer kan varieres efter, hvor der bygges. Taget kan bruges til dyrkning, væksthuse, fællesarealer eller tagboliger.
- Almene boliger er jo nonprofit og skal sikre, at den brede befolkning også har råd til at bo i attraktiv arkitektur og boliger af høj kvalitet. Derfor har vi skabt en ny effektiviseret model for ejendomsdrift, der sikrer op til 25 procent besparelser på ren- og vedligehold af bygninger og områder. Disse besparelser medvirker til en husleje, der er 10 procent lavere sammenholdt med gennemsnittet i København Kommune, siger Thomas Holluf Nielsen, administrerende direktør i Domea.dk.
Den almene bolig anno 2016
Domea.dks koncept rummer også et værdibaseret program, hvor der investeres i at nytænke 'den almene bolig' og sikre de almene boligers konkurrenceevne på det københavnske boligmarked, fx inden for nye boformer (bofællesskaber, bo-hoteller mm.) og dele-økonomi (biler, indkøb mm.).
- Det handler om at forholde sig til sammenhængen med byen og de krav og ønsker, som nutidens Københavnere stiller eller bør stille til deres bolig og bo-miljø, siger Thomas Holluf Nielsen.
Fakta om de nye billige boliger
Domea.dk planlægger at bygge i Enghave Brygge, Nordhavnen (Sundmolen), Ørestad Syd, Carlsberg og Østre Gasværk. På sigt vil Domea.dk også udvikle og bygge billige boliger ved Grønttorvet, i Ørestad (Sundby) og på den resterende del af Nordhavnen.