Som lejer af en bolig er der visse fordele, når uvejret rammer, sammenlignet med boligejere. Bygningen, som den lejede bolig er placeret i, er dækket af en bygningsforsikring, som betales af udlejer eller boligafdelingen. Forsikringen dækker bygningens facade, herunder tag, vinduer og lignende.
Hvem betaler dine stormskader efter Gorm?
Pressemeddelelse: Få hjælp til at forstå, hvordan dine forsikringer dækker skaderne efter stormen Gorm. Der er nemlig forskel på, om du er lejer eller boligejer.
Få styr på forsikringerne
Bygningsforsikringen dækker derimod ikke skader på dine ejendele – det gør din indboforsikring. Men en indboforsikring er ikke ensbetydende med, at lejers ejendele udenfor er forsikret, når stormen hærger. Hos den almene bygge- og boligadministration Domea.dk rådgiver advokat Henrik Meden blandt andet beboere og bestyrelser i de almene boligorganisationer om forsikringsspørgsmål i forbindelse med stormskader.
- Ifølge Forsikringsoplysningen får man hverken erstattet en bortfløjet trampolin eller ødelagte havemøbler, der er gået i stykker under stormen. Derfor er det vigtigt at sikre sine løse genstande i haven eller på altanen, siger Henrik Meden.
En anden god grund til at sikre parasoller, altankasser, trampoliner og havemøbler er, at man skal erstatte ødelæggelserne på eksempelvis cykler og biler, som de flyvske ejendele forårsager.
- Det er nemlig uagtsomt og dermed ansvarspådragende ikke at sikre sine ting forsvarligt, inden stormen rammer. Men selv om beboerens ansvarsforsikring dækker dette, så har de fleste beboere en selvrisiko på flere tusinde kroner, og derfor kan det alligevel blive en dyr affære, siger Henrik Meden.
Din bil kan du sikre med en kaskoforsikring mod stormens ødelæggelser, fx skader forsaget af væltede træer eller nedfaldende tagsten.
Fem gode råd
For at undgå store materielle eller personlige skader, når endnu en storm rammer Danmark, kan lejere og boligejere med fordel anvende følgende fem gode råd:
- Tag en tur rundt og tjek, om der er løse og udsatte ting, som bør sikres før stormen
- Spænd alle løse genstande fast i haven, på altanen eller sæt det inden døre
- Fjern løse grene og fæld rådne træer, hvis du bor til leje med have. Hvis et råddent træ i vælter i en beboers have og gør skade hos naboen, er det som udgangspunkt beboerens ansvar som lejer. Dog kan særlige regler gøre sig gældende i afdelingen, så tjek altid vedligeholdelsesreglementet og spørg på dit ejendomskontor.
- Undgå at havetrampolinen letter, da det kan have alvorlige konsekvenser. Grav den ned i jorden, så den sidder fast, eller pak den sammen, når ’hoppesæsonen’ er overstået.
- Parker din bil væk fra gamle træer og tage med tagsten.
Sådan gør du, hvis du har haft skader eller forvoldt skade på andre:
- Kontakt forsikringsselskabet
- Anerkend ikke ansvar for en skade, men henvis til dit forsikringsselskab
- Kontakt Forsikringsoplysningen (telefon 41 91 91 91 eller www.forsikringsoplysningen.dk), hvis du vil have hjælp til at forstå dine forsikringer eller hvis du har spørgsmål ved en skade.