Himmerland Boligforening har gennem to år stået for udviklingsprojektet ”Markedsanalyse som værktøj”. Slutresultatet er en vejledning, der hjælper almene boligorganisationer med at placere og analysere en given afdeling i en lokal markedsmæssig kontekst. Vejledningen er skrevet ud fra de fem medvirkende boligorganisationers egne erfaringer.
Let at komme i gang
Vejledningen består af en række værktøjer og metoder til, hvordan man gennemfører en markedsanalyse og undersøger den markedsmæssige kontekst i dybden – Alt sammen noget, man ifølge Sven Buch kan klare internt i organisationen.
Kernen i vejledningen består af seks udvalgte cases, der hver især gennemgår de 5 faser: Forberedelse, undersøgelsesdesign, indsamling af data, analyse og afrapportering. Casene repræsenterer et bredt udsnit af afdelinger, hvis størrelse spænder fra 28 til 629 boliger. Afdelingerne er fordelt på hele landet og har alle sammen forskellige markedsmæssige udfordringer, de fleste boligorganisationer vil nikke genkendende til.
Værktøjer
Som en hjælp til at gå i gang med arbejdet leverer vejledningen skabeloner til dataindsamling, herunder til rundspørge blandt beboere i afdelingen, opsætning af en fokusgruppe eller udsendelse af spørgeskemaer.
Når analysen er gennemført, anbefales det at boligorganisationen laver en markedsstrategi. Det kan være, at man skal have et skærpet fokus på bestemte målgrupper, at lægge indsatsen på en skarpere branding eller at skabe mere fokus på afdelingens kvaliteter.
Præsentation af vejledningen på netværksmøde den 13. maj
Er du interesseret i at høre mere om vejledningen og værktøjerne eller diskutere markedsanalyse i den almene sektor, så kom med på AlmenNets netværksmøde den 13. maj hos Boligselskabet Sct. Jørgen i Viborg, hvor udviklingschef Sven Buch fra Himmerland Boligforening holder oplæg. Dagens tema er ’Helhedsplaner og bosætning i landsbyer’.
Temamøder om markedsanalyse i hele landet
Som opfølgning på vejledningen vil der i løbet af 2015 blive afholdt temamøder, hvor der sættes fokus på interessante lokale og generelle problemstillinger inden for temaet markedsanalyse. Hold øje med AlmenNets nyhedsbreve for nærmere info eller følg med i AlmenNets arrangementer
Få vejledningen her
Ønsker du at bestille et fysisk eksemplar af AlmenVejledning: ”Markedsanalyse i den almene boligsektor” så send en mail til almennet@almennet.dk (tilbydes kun så længe lager haves) eller download vejledningen og værktøjerne som PDF-filer.
Gå til projektsiden og find vejledningen
Kontakt
Hvis du vil vide mere eller har spørgsmål til vejledningen, så kontakt Sven Buch, udviklingschef i Himmerland Boligforening på mail: sbu@abhim.dk