1,7 mio. kroner. Så mange penge bruger man årligt på bl.a. at lappe huller i utætte vandrør i Græse Bakkeby - en afdeling under Boligselskabet Rosenvænget i Frederikssund.
- Det er det samlede beløb, vi bruger til udbedring af skader, udskiftning af gasfyr og varmtvandsbeholdere samt forsikringsskader og skimmelsager – oftest i forbindelse med utætte rør og varmtvandsbeholdere, præciserer Palle Thomsen, driftsleder i Boligselskabet Rosenvænget.
Det er "polakkerrør"
Vandrørene i de 402 almene lejeboliger er nemlig så tyndslidte, at de ikke længere kan holde på vandet, og det er en bekostelig affære.
- De eksisterende rør er såkaldte "polakkerrør" fra dengang, det blev bygget. Det vil sige, at metallet er tyndere, end det eksempelvis er, når man bygger i dag, fortæller Palle Thomsen.
Egentlig er en omfattende renovering af rørsystemet skrevet ind i helhedsplanen for 2020, men i erkendelse af de store udgifter til reparationer af vandskader og utætte rør har afdelingsbestyrelsen besluttet at fremskynde det.
- Vi har nu fået to tilbud på løsninger af problemet, og afdelingsbestyrelsen træffer en beslutning snarrest muligt, så jeg kan gå i gang med at hjemtage lånetilbud, forklarer Palle Thomsen.
Difference på 3 mio. kroner
Det ene tilbud lyder på 26,5 mio. kroner. Det andet på 23,6 mio. kroner.
- Det er en væsentlig difference, som bestyrelsen naturligvis også har bemærket, siger Palle Thomsen.
Han påpeger dog, at udgiften ikke umiddelbart får indflydelse på huslejen, da drifts- og vedligeholdsbudgettet allerede vil kunne dække ydelsen på lånet.
Men derfor kan der selvfølgelig godt komme uforudsete renoveringer siden hen, som i så fald kan få indvirkning huslejen.
Den dyre løsning indbefatter en ny rørføring (udvendigt). Det vil sige, at der fremover vil være synlige rør i lejeboligerne.
Her vil det desuden være nødvendigt med genhusning i fire dage pr. bolig, mens håndværkerne trækker de nye rør og borer huller i bordplader, vægge mv. for at bane en ny vej til vandet.
Sandblæser og coater
Løsning nr. to er tre mio. kroner billigere. Den handler i al sin enkelthed om at "coate" de eksisterende vandrør med en belægning (indvendigt), så levetiden bliver tilsvarende et nyt rørsystem.
Her frakobler man rørene i begge ender, hvorefter man sandblæser og coater. Dette vil blot tage to dage - inkl. hærdning.
- I begge tilfælde forventer man en levetid på 15-20 år, og der er desuden en garanti på 10 år - uanset om vi vælger den ene eller den anden løsning, fortæller Palle Thomsen.