Skimmelsvamp kan potentielt vokse i alle boliger, unge som gamle. En af hovedårsagerne til skimmelsvamp er fugt. Derfor ser man oftest, at det vokser frem i kældre, badeværelser, loftsrum, vindueskarme og hjørner, hvor fugt kan samle sig. Men da vi mennesker selv er en stor udleder af fugt, kan man også risikere, at skimmelsvampen vokser frem i stuen eller soveværelset, hvis du glemmer at få luftet ud.
Angreb af skimmelsvamp ses som grønne, sorte, brune eller hvide pletter eller plamager, ofte med en lodden overflade. Hvis skimmelsvampen har angrebet et skjult sted, er du nødt til at bruge næsen. Lugt dig frem til, om der lugter muggent. Det er især tydeligt, hvis du kommer udefra og går ind i boligen.
Har du først fået skimmelsvamp i din bolig er det muligt at fjerne, men det tager tid og koster penge, derfor er det en god idé, at gøre hvad du kan, for at det ikke opstår i første omgang. Følg disse enkle råd, og kom svimmelsvampen i forkøbet:
- Hold en tilpas høj temperatur, min. 16-17 grader, indendørs.
- Luft effektivt ud, 3-5 min, eventuelt flere gange om dagen. OBS: det er bedre at åbne vinduerne på vidt gab i fem minutter end at lade vinduerne stå på klem hele dagen igennem.
- Tør ikke tøj i rum, der ikke er beregnet til det (eksempelvis stue og soveværelset)
- Udsugningsriste m.m. må ikke blokeres.
- Undgå at ændre på indstillingen af udsugningsarmaturet.
- Husk at tænde for emhætten under madlavning / bagning.