It og digitalisering er en stor og stigende omkostning for mange virksomheder – også i den almene boligbranche. Det skyldes blandt andet, at boligerne skal drives mere effektivt, og det stiller krav om stærke kundevendte digitale løsninger. For at sikre konkurrencekraften, er der behov for et nyt samarbejde. Det er, ifølge Thomas Holluf Nielsen, administrerende direktør i Domea.dk, baggrunden for et nyt initiativ på tværs af den almene boligbranche, som Domea.dk har taget initiativ til.
En ny alliance på tværs af traditionelle grænser
Initiativet er en ny alliance af boligorganisationer, boligadministrationer og it-leverandøren Unik System Design. Det utraditionelle partnerskab på tværs konkurrerende boligorganisationer og klassiske kunde-leverandørforhold har til formål at udvikle bedre digitale løsninger i fællesskab. Arbejdet starter ikke forfra, men bygger videre på Domea.dks it- og administrationsplatform, så det bliver mere økonomisk overkommeligt for den enkelte. Himmerland Boligforening har valgt at deltage i det nye samarbejde:
- Vi har som alle virksomheder ambitioner, men har ikke altid størrelsen til selv at finansiere it-udviklingsprojekter. Derfor giver det rigtig god mening, at vi nu på tværs af branchen puljer kræfterne. For ved at gå sammen, kan vi søsætte mere ambitiøse digitaliseringsprojekter end tidligere set i vores branche, siger Ole Nielsen, direktør for Himmerland Boligforening.
Ole Nielsen påpeger samtidig, at Himmerland Boligforening ikke er kunde hos Unik, men finder projektet så interessant, at man gerne deltager i udviklingsarbejdet.