Planlov sikrer 25 procent almene boliger
Der er stor tilfredshed i Domea.dk med det brede forlig om den ny planlov, der bevarer kommunernes mulighed for at reservere op til 25 procent almene boliger i nye byområder.
- Vi har løbende være i dialog med de største partier på Christiansborg om fastholdelse af 25 procents-reglen, som var truet af blå blok. Derfor er det godt, at reglen er bevaret. For det første fordi der er et stort behov for billige, gode boliger i de store byer til helt almindelige mennesker. For det andet fordi blandede byområder skaber mere harmoniske bymiljøer og er vigtige for sammenhængskraften i vores samfund. For det tredje fordi blandede boligformer modvirker ghetto-dannelse, siger Thomas Holluf Nielsen, administrerende direktør i Domea.dk.
Boligselskaber og Domea.dk investerer nu 2 mia. kr. i København
Med planloven bliver de store investeringer, som den almene sektor er parat til at gennemføre i de store byer, alligevel til noget – fx partnerskabet med Københavns Kommune om at bygge 8.200 boliger frem mod 2025. Domea.dk skal i denne forbindelse bygge 800 boliger de kommende 3 år i Københavns Kommune.
- Den nye planlov betyder, at de almene boligselskaber sammen med Domea.dk nu sætter turbo på at investere 2 mia. kr. i billige boliger i København inden for en kort tidshorisont, siger Thomas Holluf Nielsen.
Hvis du leder efter ungdomsbolig, er her 5 tips til at søge ungdomsbolig.
Du kan læse mere om at bo i almen bolig her