De to almene boligselskaber – Boligselskabet Domea Give og Boligforeningen Give ønskede både at spare på udgifterne til hækkeklipning og at forbedre arbejdsmiljøet for ejendomsfunktionærerne.
Derfor satte de sig sammen med deres fælles servicecenter for at finde en løsning. Løsningen blev en nyudviklet automatisk hækkeklipper, der kan spændes fast på servicecentrets minitraktor, også kendt som en redskabsbærer.
Allerede penge sparet
Hækkeklipperen landede i Give omkring Sankt Hans. Og selvom bekendtskabet stadig er nyt, så har den allerede medført store besparelser i forbindelse med den årlige hækkeklipning, der hidtil har været klaret af eksternt mandskab. Nu kan hækkeklipningen klares af servicecentres egne medarbejdere.
I praksis er arbejdstiden til hækkeklipning halveret, så det tager halvanden uge i stedet for tre at nå hele vejen rundt. Det har betydet, at al ekstern hjælp, der årligt kostede Servicecenter Give små 120.000 kroner, er skåret væk. De penge går direkte tilbage til de cirka 500 beboere, som deles om hækkeklipningen i Give.
Maskinen i sig selv har kostet 40.000 kroner, men så holder den i 15-20 år. Årlige udgifter til vedligeholdelse er på cirka 2.000 kroner.