Det er svært at finde en studiebolig i de store studiebyer, hvor der er lange ventelister og hvor det er svært få fat i private værelser og lejligheder, der ofte er meget dyre.
Men det er muligt for de kommende studerende at finde en studiebolig, hvis man er fleksibel i forhold til geografi og søger almene ungdomsboliger. Sådan lyder det fra boligadministrationen Domea.dk, der bygger og administrerer almene boliger, herunder ungdomsboliger, i hele landet.
- Mange kommende studerende er i deres studieboligjagt naturligvis meget fokuseret på at finde drømmeboligen i centrum af studiebyen, og derfor kan de desværre let komme til at lede forgæves. De fleste ikke klar over, at der faktisk er ret kort ventetid på ungdomsboliger, hvis de er villige til at bo lidt væk fra centrum af studiebyerne, siger Thomas Holluf Nielsen, der er administrerende direktør i Domea.dk
I den nuværende situation, hvor der er stor mangel på boliger til studerende i de store byer, råder Domea.dk de kommende studerende til at kigge efter en ungdomsbolig og også kigge uden for bygrænsen. Her er der ofte kun tre-seks måneders ventetid på almene ungdomsboliger. Men ofte går det faktisk endnu hurtigere at få en ungdomsbolig end de opgivne ventetider. Det skyldes, at flere foran på ventelisten ofte springer fra, når boligerne udbydes på ventelisten. Og da det i modsætning til øvrige almene boliger er gratis at skrive sig op til almene ungdomsboliger, så er det bare med at få skrevet sig op, hvor der er kort venteliste, og ikke miste troen på, at det kan lykkes, lyder det fra Domea.dk.
- Vores råd er at starte studierne med en ungdomsbolig lidt længere væk i stedet for at lede forgæves efter drømmeboligen i centrum af studiebyen. Jo længere væk, jo kortere ventetid på boligerne og jo billigere boliger. Desuden ligger nogle af byerne ret tæt på gode togforbindelser til studiebyerne. Og så kan man skrive sig på venteliste der, hvor man gerne vil bo på sigt, siger Thomas Holluf Nielsen.