Det hele startede med, at Ulla Eithz, der er næstformand i Kerteminde boligselskab 7101, sad og så TV.
I fjernsynet fortalte de om, hvordan de i København har haft stor succes med Urban Gardening, altså dyrkning af grøntsager og krydderurter i byområderne.
”Det skal vi da også gøre”, tænkte hun, og vidste præcis, hvor en sådan have kunne placeres.
- Vi havde en lille, kedelig græsplæne, som ikke rigtig blev brugt, den passer perfekt til fx højbede, fortæller Ulla.
Udover højbede med rabarber og krydderurter har afdelingen plantet frugttræer, som beboerne frit kan plukke af. Resten bruges til æblekager, som beboerne spiser til den årlige efterårsfest.