Boligselskabet Rosenvænget har stor succes med at afholde intro-samtaler for flygtningefamilier inden for de første 14 dage, efter familierne er flyttet ind i en bolig i en af afdelingerne. Her gennemgås lejligheden for fejl og mangler med driften, en repræsentant fra kommunen giver et billede af, hvad kommunen er for en størrelse, og en boligsocial medarbejder fortæller om husorden, sociale arrangementer mv.
Blandt beboerne er der også opstået en velvilje og imødekommenhed, som pumper fra initiativrige og handlekraftige hjerter. Det er 49-årige Connie Kjær fx et af beviserne på.
'Dem' og 'os'
Hun er afdelingsbestyrelsesformand i Rosenvænget i Frederikssund, som er en afdeling under Boligselskabet Rosenvænget med 130 boliger. Her har Connie boet siden december 2010. Allerede i januar 2011 blev hun valgt som bestyrelsesmedlem, siden næstformand og fra maj 2016 som formand. Efterfølgende har hun lagt mange kræfter i både bestyrelsesarbejdet og det øvrige frivillige arbejde.
- Vi er jo et lille samfund i samfundet, og jeg bryder mig ikke om, at nogen skelner mellem ”dem” og ”os”. Når man flytter ind her, så er man ”os”, fortæller Connie.
Hun har i mange år arbejdet i psykiatrien, og i en periode var hun også ansat i Domea.dk i Frederikssund, da afdelingen skulle igennem en større renovering. Alle skulle genhuses, og en del beboere havde brug for hjælp til at tackle den udfordring. Det betød, at Connie mødte mange af beboerne og dermed fik en god relation til dem.