Fredag den 20. maj modtog fem ildsjæle Domea.dk Prisen på den årlige landskonference i Nyborg.
Læs artiklen om Domea.dk Prisen 2016 her
En af ildsjælene var Hanne M. Østergaard, formand for organisationsbestyrelsen i Boligselskabet Nykøbing Mors. I begrundelsen lød det bl.a.:
”… Hun engagerer sig i de udfordringer, der er – også i lokalsamfundet.”
Og:
”… Hanne har også taget initiativ til at byde tilflyttere fra bl.a. Syrien velkommen ved at skabe et netværk for ”nye” og ”gamle” beboere i Fuglsøparken.”
Har fået nye reservedele
Med prisen fulgte en check på 5.000 kroner til brug i afdelingsbestyrelsen, og nu kan Hanne fortælle, at nogle af pengene allerede har fundet sig et fornuftigt formål. De er nemlig gået til istandsættelse af 10 cykler.
Der er tale om ”glemte cykler fra fraflyttere” samt fire brugte børnecykler, som er doneret af foreningen Samklang - en gruppe af netværksfamilier under Frivillignet, der er en del af Dansk Flygtningehjælp.
I alt seks voksencykler og fire børnecykler har fået nye reservedele for 2.000 kroner og er blevet shinet op med hjælp fra frivillige.
To af cyklerne er siden foræret til to syriske flygtninge i Fuglsøparken, mens resten er kommet til Asylcenter Morsø, hvor de har vakt stor glæde.
Syriske smagsprøver
Der bor pt. seks syrere i Fuglsøparken, og alle seks er mænd, der er kommet til Danmark alene.
Derudover er 1.000 kroner gået til genbrugstøj, som også er doneret til Asylcenter Morsø.
- De sidste penge skal formentlig gå til et arrangement i gildesalen i Fuglsøparken, hvor beboerne kan komme og få smagsprøver på syrisk mad. Vi kan købe råvarerne, og så kan vores syriske beboere tilberede maden. Det vil betyde meget for dem at kunne give den oplevelse, og det vil være med til at samle kvarteret endnu mere, fortæller Hanne M. Østergaard, der fra 1973 til 2014 arbejdede som bl.a. speciallærer og tale-høre-pædagog.
I dag bruger hun sin energi i det frivillige arbejde. Selv ville hun nok mene, at det er det frivillige arbejde, der giver hende energi:
- Jeg har altid haft et blødt punkt for mennesker i en svær situation. Pengene fra prisen har givet mig mulighed for at hjælpe, og det betyder meget for mig, siger hun.