Det hele startede med, at Frederikssund kommune ledte efter et sted til opbevaring af alle de ting, de fik doneret fra byens borgere, til at give til flygtningefamilier. De kontaktede Boligselskabet Rosenvænget, som var meget åbne over for ideen om et samarbejde.
- Vi havde en tom kælder, der kunne bruges, og det er jo et rigtig godt formål, husker Sofie D. Pedersen, der på daværende tidspunkt var ansat i boligselskabet Rosenvænget og er frontløber på det, der blev til kælderbasaren. Et sted, hvor nytilkomne flygtningefamilier kan komme og få tøj, køkkengrej og legetøj til børnene.
Siden maj 2015, hvor Boligselskabet Rosenvænget og Frederikssund kommune begyndte deres samarbejde om husning af flygtninge, har Boligselskabet Rosenvænget modtaget syv enlige flygtninge og ti familier. Af dem har otte fået tilbuddet om at besøge basaren. Syv har takket ja.
- Det er ikke mange, der har været forbi. Men det er ikke det, det kommer an på. Det vigtige er, at vi får budt dem, der kommer, velkommen på en ordentlig måde, siger Sofie.
En af de familier, der har valgt at takke ja til at besøge kælderbasaren, er ægteparret Mohammad og Alaa, der kom til Danmark for knap et år siden.
- Da vi flyttede ind i lejligheden, var det meget stressende, for vi havde næsten ingen penge eller ting med os. Det var dejligt at opleve alle de mennesker, der gerne ville hjælpe, da vi ankom til Danmark. Fra kælderbasaren har vi fået køkkenting, legetøj til børnene og gardiner. Det var især dejligt at få gardiner, husker Alaa.