Med mudder i panden og kolde fingre fokuserer Mahdia på brættet foran sig. Et øjebliks uopmærksomhed kan betyde et skævt snit eller det, der er værre, så hun holder godt fast med hjælp fra sin veninde. Sammen med klassekammeraterne har hun taget en kort pause fra skolebænken for at bygge det, der skal blive til Junglebanen på skellet mellem Charlottekvarteret og Charlotteskolen.
Uddannelse i fokus
I starten af december udkom regeringens årlige liste over udsatte boligområder i Danmark. Denne gang er der 25 boligområder på listen, et af dem er Charlotteager, der er en del af Charlottekvarteret i Hedehusene ved Høje Taastrup.
Er et boligområde først endt på listen, kan det være svært at komme af den igen. Derfor er der meget stor interesse i at finde ud af, hvordan man undgår en plads. Ikke bare næste år, men permanent.
Skal et boligområde for alvor væk fra listen over udsatte boligområder, handler det om at tage fat ved roden.
Her er uddannelse en afgørende faktor, da mange af de resterende kriterier, listen bygger på, bunder i ingen eller lav uddannelse. De seneste tal fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet viser, at mere end halvdelen af beboerne mellem 30-59 år i de udsatte boligområder har grundskolen som højeste uddannelsestrin.
I Charlottekvarteret har de siden 2007 arbejdet aktivt for at forbedre boligområdet, bl.a. i forhold til det sociale, omdømme og beboernes tilknytning til området. Det førte til, at de samme år fik deres første fireårige boligsociale helhedsplan, der fik navnet ”Mennesker i Fokus”. ”Mennesker i Fokus” arbejder med alle beboergrupper i Charlottekvarteret, men har særligt fokus på børn og unge.
Samarbejde med skolen
Umiddelbart i forbindelse med opstart indgik helhedsplanen et samarbejde med Charlotteskolen, der delvist har adresse i Charlottekvarteret, om et alternativt undervisningsforløb, hvor børnene tages ud af de vante rammer og introduceres til anderledes tilgange til fag som dansk og matematik. Siden er flere lignende forløb sat i værk.
Fra skolens side er samarbejdet med helhedsplanen en del af en større plan om at flytte flere undervisningstimer ud af klasselokalet i overensstemmelse med den seneste folkeskolereform, der bl.a. indeholder mere bevægelse og inddragelse af lokalsamfundet. Samlet har de nye tiltag været med til at placere Charlotteskolen som den bedste skole i kommunen til at udvikle eleverne fagligt.
Medbestemmelse motiverer
Helhedsplanens overordnede vision er at skabe udvikling i Charlottekvarteret gennem inddragelse af beboerne. Blandt andet ved spise-sammen-arrangementer, netværksgrupper, udflugter og fritidsjob-projekter med de unge. I dag oplever de boligsociale medarbejdere mere engagerede beboere, der aktivt tager del i de sociale arrangementer i området. Beboerne er ifølge projektleder i ”Mennesker i Fokus”, Anders Hagedorn, blevet mere stolte, energiske og trygge.
Denne tankegang med at inddrage beboerne direkte har helhedsplanen også brugt i arbejdet med eleverne på Charlotteskolen. Her er ønsket at øge lysten og glæden ved at lære. Det har de gjort gennem projekter, hvor børnene har fået lov til at få jord under neglene og bruge det, de har lært i klasseværelset, i praksis.