Der er ikke noget bedre end at krybe under et varmt tæppe med en god bog, en kop dampende hot kakao og en pebernød on the side på en mørk vinteraften, mens levende lys sitrer roligt i vindueskarmen og spreder hygge i rummet.
I hvert fald så længe det netop er hygge, lysene spreder. December er nemlig ikke kun højtid for julefrokoster, gaveræs og risengrød, men også for ild i gardiner og juledekorationer. Og det går lynende stærkt, når et stearinlys får fat, og ild og røg udvikler sig og skader både dig og dit hjem.
– Du må aldrig gå fra et tændt stearinlys. Hvis fx lyset vælter ned i din sofa eller får fat i julepynten, vil ilden sprede sig eksplosivt, og i løbet af få minutter er temperaturen oppe på 800 grader, og røg og ild ude af kontrol, siger seniorkonsulent inden for brandsikkerhed i Domea.dk Preben Christensen.