Domea.dk er, som de første, klar til at teste det dynamiske varmeregnskab på tre boligafdelinger i København. Det er for nylig blevet lovligt at fordele varmeregningen efter beboernes indeklima, og derfor har Domea.dk sat forsøget i gang, der har til opgave at finde ud af, hvor godt denne nye type varmeregnskab virker i praksis.
Med et dynamisk varmeregnskab hænger det sådan sammen, at jo dårligere indeklima du, som beboer, har, jo højere en varmeregning modtager du. Og det er en god løsning, mener Christian Kierkegaard, som er projektudviklingschef for Byg og Renovering i Domea.dk.
— For os er der flere gode perspektiver i at indføre dynamisk varmeregnskab. Først og fremmest får vi sat fokus på indeklimaet. Bygningerne opvarmes bedst, hvis opvarmningen er jævn i hele bebyggelsen, og den nye fordelingsmetode tilskynder beboerne til at holde en ensartet temperatur, siger Christian Kierkegaard til Realdania om forsøget.
Udsigten til at kunne spare penge på varmeregningen skal være en god grund til at holde et godt indeklima i hjemmet. Derudover skal det medvirke til, at der bliver sparet penge på driften, da det forbedrede indeklima mindsker forekomsterne af skimmelsvamp og andre fugtproblemer i bygningerne.