Beboerne i Gadehavegård i Taastrup kan se frem til at få billigere tøjvask. Det kan de, fordi boligafdelingen har indgået et samarbejde med Elektrolux, som sparer afdelingen over 800.000 kroner årligt på drift. Den store besparelse får i sidste ende også indvirkning på huslejen.
Det er penge, som kommer beboerne i de almene boliger til gode. En besparelse på drift er nemlig en besparelse, som går direkte ned i beboernes lommer, fordi det holder huslejestigningerne nede, så de almene boliger fortsat kan lejes ud til en lav husleje.
Billigere priser på tøjvask
For beboerne i Gadehavegård kan det også mere konkret udmønte sig i, at der er flere penge på kistebunden, når vaskeregningen er betalt.
– Før skulle beboerne betale 17 kroner for en lille vask og 20 kroner for en stor vask. De nye priser ligger på 10 og 13 kroner uden sæbe, siger Ole U. Nielsen, som er driftsleder i Gadehavegård.