Vil du gerne have et udekøkken? Bistader, hvor beboerne kan høste honning? En sansehave?
Alt dette og meget mere kan du få i dit boligområde, hvis du deltager i Friluftsrådets konkurrence, der handler om at inspirere almene boligorganisationer til at udvikle deres udearealer. Friluftsrådet har afsat 1 mio. til projekter, som skal inspirere beboerne til at komme uden for og nyde udendørsaktiviteter og naturoplevelser.
Den afdeling, der kommer med det bedste forslag til en forbedring af deres friluftsarealer, får 400.000 kroner til realisering af projektet, mens andenpladsen får 200.000 kroner. Derudover kan otte projektidéer opnå en præmie på hver 50.000 kroner til igangsættelse af deres projekt.
Friluftsprojektet kan være alt fra hønsehuse og højbede til sansehaver, bistader, pilefletshuler eller endda friluftsaktiviteter. Kravet er bare, at der skal være tale om et projekt, der på en eller anden måde inddrager beboerne i fællesskab og friluftsliv på en kreativ og original måde.
Der er derfor ikke muligt at få støtte til almindelige legepladser, idrætsanlæg eller lignende. Projekterne bliver nemlig vurderet på originalitet og dets evne til at aktivere beboerne i nye fællesskaber.
Klik her for at komme til ansøgningsskemaet, hvor du kan deltage i konkurrencen
Hjerterum og hjerterytme til 500.000 kroner
Hos Børne- og AutismeCenter afdeling Holmehøj i Ringe har de haft godt af at søge penge til deres udendørsprojekt ’Hjerterum og -rytme’. Projektet blev realiseret i 2013 ved hjælp af 500.000 kroner, som de fik tildelt af Realdania, og pengene blev brugt på at skabe et uderum, hvor borgerne på centeret i trygge og rare omgivelser kan gå på opdagelse i både mental og fysisk forstand.
Projektet består af en sti - den såkaldte ’Hjertesti’ - som ligger op til boligerne. Stien er opdelt af punkter, som en fast ’hjerterytme’, der består af udskæringer, sten og stolper med slyngplanter. Siden projektet er blevet opført, er det blevet brugt flittigt.
– Borgerne i centeret er rigtig glade for haven, og den bliver brugt meget i hverdagen. Sansehaven giver dem mulighed for at komme ud og være aktive i naturen i trygge omgivelser, siger Lene Stentoft, som er leder for kvalitet og udvikling i centeret i Ringe.