– Vi kan ikke bygge sociale relationer, men vi kan bygge rammerne for, at de opstår.
Sådan sagde fremtidsforsker Jesper Bo Jensen på Domea.dks Landskonference den 9. juni 2017, da fremtidens almene boligliv stod på dagsordenen.
Og det er vigtigt at gøre noget, understregede han, for vores måde at være sammen på har ændret sig. I dag bygger vi endda, så man ikke lige render ind i hinanden i boligområdet – og det giver utryghed.
Fællesskabet har brug for førstehjælp
For 50 år siden fandt man omgangskredsen i lokalområdet - det var naboen; holdkammeraterne, man mødte i klubben, og gutterne på det lokale værtshus.
I dag kan vores venner sagtens bo længere væk, faktisk har vi i stigende grad mere med folk at gøre, der bor længere væk, end dem, der bor tæt på.
– Man skal ikke anstrenge sig med lokale fællesskaber – man møder folk i Brugsen og i børnehaven. Men en del af den struktur er væk i dag, og det skal I tænke over, når I bygger nyt. Der skal nye tiltag til for at få fællesskabet op at stå, rådede Jesper Bo Jensen til og opfordrede bl.a. til, at man udvikler og genskaber de sociale miljøer omkring boligerne, så man lettere lige løber ind i hinanden.