Det får formentlig stor betydning for Sydbyen i Haderslev, at Haderslev Boligselskab og Domea.dk har fået ja til nedrivning af 88 almene boliger i boligafdelingen Skovvænget/Brombærvej.
Det fortæller projektleder Lars Bo Steensbeck, der sammen med sin kollega Jens Overgaard har stået i spidsen for ansøgningen til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Området er i øjeblikket præget af nedslidte bebyggelser og visse sociale udfordringer.
– Jeg forventer, at vi får et socialt løft af en hel bydel, og at det igen bliver in at bo i Sydbyen. Området vil få en bredere beboersammensætning, og det vil give en stærkere bydel, siger Lars Bo Steensbeck, der samtidig peger på, at beslutningen også løser de mange byggetekniske problemer, som boligerne er behæftet med, så de fremover vil kunne driftes og drives med en mere fornuftig økonomi.