Fredag den 25. august 2017 var der første spadestik på Orienten i Københavns Nordhavn, og i 2019 kan beboerne flytte ind i de første almene boliger i bydelen. De skal bane vejen for at skabe en by i balance med blandede boliger med plads til mange forskellige borgere.
Orienten er knapt 14.000 m2 stort og ligger i det eftertragtede Århusgadekvarter. Boligerne er fordelt på almene boliger, ungdomsboliger og boliger til borgere med særlige behov. Derudover er der skabt plads til en daginstitution, en restaurant og en café. Byggeriet er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter og KHS Arkitekter.
Spadestikket blev foretaget af Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), af miljø- og teknikborgmester, Morten Kabel (Ø) og af Villy Brejning, der som formand for Boligselskabet Domea København er bygherren. Domea.dk indtager rollen som byggeforretningsfører og repræsenterer boligselskabet over for alle byggeriets parter.