I højbedene vokser purløg, løvstikke og rabarber side om side, mens æbletræernes grene bliver tynget til jorden af plukkemodne æbler. På fællesbordene står krukker med lyserøde pelargonier, og når der skal vandes, kan beboerne tappe vand fra en af de fem opstillede regnvandstønder.
Det er tiltag, som er med til at skabe gode rammer for beboerne i boligafdeling Vestergade i Kerteminde-Munkebo Boligselskab. Initiativerne kommer fra afdelingsbestyrelsen, og dens store arbejde er blevet bemærket, for i 2017 modtog afdelingen Domea.dk Prisen og 20.000 kroner for dens arbejde.
– Det er et kæmpe skulderklap, og prisen viser, at vores arbejde har været det hele værd på trods af de udfordringer, der har været, siger forkvinden Hanne Dorethe Pannerup.
Hun er tidligere skolelærer, og for hende var det naturligt at engagere sig i beboerdemokratiet, da hun flyttede ind for fem år siden.
– Jeg kan ikke lade være med at tage ansvar, når der er brug for en hånd, og jeg kan godt lide at give værdi til det sted, jeg bor, siger Hanne, der fra et tidligere arbejde har stor erfaring med bestyrelsesarbejde.
Pudsede facader og budgetter
Der er nok at tage fat på for bestyrelsen, der også tæller Henning Mortensen og Ulla Eithz. Boligafdelingen i Vestergade er 15 år, og det begynder at kunne ses. Snart går håndværkerne i gang med at give facaderne en tur.
– Som afdelingsbestyrelse har vi stor indflydelse på, hvad der skal ske. Hvis vi synes, at et bestemt område skal prioriteres, bliver der lyttet til os, påpeger formanden.
Hanne Dorethe Pannerup taler om pudsede facader og budgetter, som havde hun en fortid i byggebranchen og ikke i folkeskolen.
– Sådan noget vidste jeg intet om før, men jo mere viden man får, desto sjovere bliver arbejdet, og det er nemmere at få overblik over opgaverne, siger hun.
En anden opgave, som bestyrelsen har brugt tid på, er, at få nedbragt udgifterne til den fælles el. 10.000 kroner har boligafdelingen sparet ved at lade centralventilationen køre i moduler i stedet for konstant.
– Der var dog nogle, der oplevede, at røgalarmen gik i gang, fordi de stegte frikadeller ved middagstid, hvor ventilationen var slukket. Det havde vi ikke været opmærksomme på, så vi fik det ændret til, at der også er ventilation ved middagstid, fortæller Hanne Dorethe Pannerup.
Artiklen fortsætter under billedet.