Det ser endelig ud til, at foråret er på vej – og det kalder på en forårsrengøring. Men det er ikke kun de fine støvkorn i krogen af stuen, som solens stråler afslører, den sætter også for alvor spot på alt det, vi smider i naturen.
Hvert år i april står Danmarks Naturfredningsforening bag Affaldsindsamlingen, hvor den opfordrer alle danskere til at gøre forårsrent i naturen. I år er det på søndag den 22. april, og der er pt. planlagt i alt 1.053 officielle indsamlinger af frivillige rundt om i landet, både på selve dagen og i dagene rundt om, og hertil kommer de private indsamlinger.
Hvis ikke du allerede har lovet dig væk til en affaldsindsamling på søndag, er det en god anledning til at samle naboerne til en oprydning i jeres boligområde.
Gør det til en hyggelig dag, og hæld kaffe på termokanden. Måske er der nogen, der har lyst til at bage en kage, eller I kan runde dagen af med pølser på grillen og nyde resultatet af jeres fælles indsats.
Husk affaldssække.