”Enebærhaven er blevet et rart og trygt sted at være. Et sted, man har lyst til at bo. For den flotte renovering af Enebærhaven og for inspiration til andre tildeler Fredensborg Kommune hermed en renoveringspris 2018.”
Sådan lyder en del af begrundelsen for, at boligafdelingen Enebærhaven, som hører under Humlebæk Boligselskab, netop har fået Fredensborg Kommunes Renoveringspris 2018. Det er en pris, Fredensborg Kommune har mulighed for at uddele hvert tredje år, og i år faldt valget på Enebærhaven, som stod gennemrenoveret i 2015.
Det er KHS Arkitekter, der står bag projektet, som Domea.dk har været bygherrerådgiver på.
– Vi er meget stolte over prisen, og det viser, at det var det hele værd, siger Enebærhavens afdelingsformand Nis Johan Holm, der har været med på hele rejsen under boligafdelingens transformation. Han har boet i Enebærhaven siden 1982.