Icon / ae andet arrow-down arrow-down arrow-down beboermappen Boligsøgning bytte-fremleje photograph checkmark document domea_ae dropdown_arrow Forbrug handbog husleje-forbrug hvad-almenbolig klage LinkedIn location login mail opsigelse phone Print reparationer-forbedringer search share_facebook share_linkedin share_mail share_twitter Svar på tilbud Twitter sog-bolig svar-lejetilbud websupport midtdanmark syddanmark sjaelland hovedstaden nordjylland

Poul Rasmussen, formand for Domea.dk

Holder oplæg på Garantforsamlingen, Repræsentantskabsmødet og Landskonferencen

Hvad er det gode boligliv for dig?
Det er trygge rammer, og at man bor et sted, hvor man kommer hinanden ved. Det vigtige er livet mellem husene. At vi er gode til at bakke hinanden op, hjælpe hinanden og snakke over hækken.
Det er især det sociale liv, man kan have med de øvrige beboere, som jeg rigtig godt kan lide. Vi kan mødes i vores fælleshus, arrangere nogle fester. Det er ligesom en lille landsby i byen, hvor man føler, man hører til.
Og så er der de kontante fordele. Hvis der er noget, der går i stykker, så ringer eller skriver du bare, så bliver det klaret. Du skal ikke forholde dig til andet end at bo, du skal ikke forholde dig til alt det lavpraktiske. Det er der nogen, der tager sig af. Det kan jeg godt lide.

På en skala fra 1 til 10: Hvor tilfreds er du med at bo på den måde, du gør? (10 er det bedste)
9. Hvis man siger 10, kan det ikke blive bedre – og det er der altid noget, der kan. Men jeg er rigtig glad. Det er en god boform for mig, for jeg elsker at rejse, når jeg ikke lige arbejder eller er til møder i Domea.dk. Man kan tage væk, og så får man sin nabo eller genbo eller en anden, man kender, til at vande blomsterne – og resten, det er der andre, der tager sig af. Og det er den frihed, man får ved at bo alment, som jeg synes er så kanon.

Hvilke drømme har du for dit boligliv?
Jeg vil gerne skubbe lidt til rammerne for, hvordan vi indretter os. Man kan komme langt inden for de rammer, vi har i det almene i dag, men det handler også om at turde skille sig ud og kunne opfylde beboernes ønsker. ’Min hoveddør, den skal altså ikke være hvid. Den skal være grøn – det kan jeg bedst lide’. Afdelingsbestyrelsen har gode muligheder for at få indflydelse på rammerne i dag, hvor de bruger mindre tid på tal end tidligere.
Det giver noget til et område, at alle blokkene ikke er nøjagtigt ens, ligesom det giver noget, at man blander lejeboliger med ejerboliger og erhverv. Det handler i virkeligheden om at dyrke blandede boformer – på flere forskellige parametre. Så nærmer vi os et 10-tal på skalaen.

 

Thomas Holluf Nielsen, administrerende direktør i Domea.dk

Holder oplæg på Garantforsamlingen og Repræsentantskabsmødet. Deltager i Landskonferencen

Hvad er det gode boligliv for dig?
Det er at bo i en god, sund og funktionel bolig i et område, der er rart og trygt. Det er at have gode naboer, der holder øje med hinanden uden at rende hinanden på dørene.
Det er et sted, der er trygt og pænt at komme hjem til, hvor der er styr på tingene, og som man er stolt og glad over at kalde ’mit hjem’.
Og så skal der være god infrastruktur til indkøb og skole.

På en skala fra 1 til 10: Hvor tilfreds er du med at bo på den måde, du gør? (10 er det bedste)
8. Jeg bor et dejligt sted, hvor der er rart og pænt, og hvor det er trygt for børnene – og jeg har gode naboer og genboer.

Hvilke drømme har du for dit boligliv?
Mit boligliv har altid været basen for mit liv, og det er er vigtigt for min trivsel, at jeg har den base. Jeg håber at kunne give de trygge rammer videre til mine børn, og det er også mit håb og ønske for alle andre – at vi som samfund kan tilbyde alle mennesker et godt og trygt sted at bo.

 

Charlotte Nørbak, byggechef i Domea.dk

Deltager på Garantforsamlingen, Repræsentantskabsmødet og Landskonferencen

Hvad er det gode boligliv for dig?
Årstidernes gang har stor indflydelse på mit sind. Jeg bor på landet, og nogle dage er det mørkt og koldt og andre lyst og varmt. Omkring mig er der frit udsyn, og lidt nede af grusvejen bor vores kære nabo, som vi spiser hverdagsmad med en gang om måneden og snakker med om hverdagen. Omgivelserne bidrager med skøn natur til løb og cykling, og boligen er rummelig – måske lidt for rummelig, nu hvor pigerne er flyttet hjemmefra? Der er dyr omkring os, og vores egne skønne katte skal da også lige kæles. Jeg lever i hverdagen – og holder af den. Og min bolig bidrager bestemt til mit gode boligliv.

På en skala fra 1 til 10: Hvor tilfreds er du med at bo på den måde, du gør? (10 er det bedste)
9. Alt er jo næsten, som jeg kunne ønske mig.

Hvilke drømme har du for dit boligliv?
Jeg drømmer tit om at bo ved vandet. Tænk at kigge ud over Øresund eller Københavns Havn og følge med i de daglige aktiviteter. Måske kunne jeg også leve med en mindre bolig tættere på byen. Der skal i hvert fald være nogle gode naboer.

 

Tinus Lassen, chefkonsulent i Domea.dk

Dirigent på Garantforsamlingen og Repræsentantskabsmødet. Deltager på Landskonferencen

Hvad er det gode boligliv for dig?
Det gode boligliv for mig er at have en bolig med god plads, der kan danne rammen om samværet med andre. Og så er det muligheden for at kunne sætte sit eget præg. Jeg er i mit es, når jeg kan gå rundt i Kansas-tøj med min boremaskine og vedligeholde og istandsætte mit gamle hus.

På en skala fra 1 til 10: Hvor tilfreds er du med at bo på den måde, du gør? (10 er det bedste)
7. Jeg mangler nogle naboer. På den ene side har vi en forladt, faldefærdig bygning og på den anden et fortov. Jeg mangler også tid til mine mange projekter i huset.

Hvilke drømme har du for dit boligliv?
Jeg drømmer om at bo på en ombygget fiskekutter med mast og sejl, der ligger i Christianshavns Kanal. Og ellers drømmer jeg om, at jeg bliver færdig med de mange projekter, mens jeg stadig har kræfterne.