Følgende kronik forfattet af en række beboere i Gadehavegård blev bragt i Politiken tidligere i maj som reaktion på regeringens udspil mod parallelsamfund og den megen fokus på udsatte boligområder og de mennesker, der bor i dem. Vi bringer den her i sin fulde længde.
Kronik bragt i Politiken den 7. maj 2018 – den er her gengivet med tilladelse fra kronikørerne.
Kronikørerne udgør afdelingsbestyrelsen i Gadehavegård. Ibrahim El-Khatib er formand, Pia V. Benzon er sekretær, Jesper Jensen er sekretær, Fazilet Sahin er ansvarlig for arrangementer, og Alice Jensen er ansvarlig for Facebook.
To har ikke-vestlig baggrund, mellemlang og lang uddannelse og begge fuldtidsarbejde. Tre har etnisk dansk baggrund og har alle mellemlange uddannelser.
Vi bor i en ghetto, men er lige så meget en del af samfundet som alle andre. Vi vil behandles ordentligt og værdigt.
Vi bor i ghettoen Gadehavegård i Taastrup. Et 40 år gammelt alment boligområde, hvor flere af os har bedsteforældre og børnebørn. Vi mener selv, at vi bor og lever i Danmarks smukkeste ghetto.
Men det er der ikke mange udenfor, der tror på eller er enige med os i, og det skyldes kun en ting, nemlig at vi har fået det umenneskelige regeringsstempel ’ghetto’.
Men vi er 2.153 forskellige børn, unge, voksne, ældre mennesker, der bor her, fordi det er en del af vores identitet, og vi er ikke et parallelsamfund, vi er en del af samfundet.
Vi er ikke ressourcesvage. Vi er mange forskellige mennesker, der lever i samhørighed, og som passer på hinanden. Vi arbejder og tager uddannelser som aldrig før – mere end så mange andre steder. Vi mødes i fritiden og skaber fællesskaber ud over vores eget område, fordi vi vil være sammen med andre end os selv – måske mere end så mange andre. Det er derfor, vi bor i Danmarks smukkeste ghetto.
Ghettobegrebet er et skældsord. Vi bliver skældt ud, sat udenfor, fordi vi statistisk set ikke er ligesom andre. Vi bliver set på som de fattige, dem uden uddannelse, de arbejdsløse, de kriminelle, og så er vi ’indvandrere’ eller ’af anden etnisk herkomst end dansk’. Tilsammen skulle det betyde, at vi nasser på samfundet, som vi ikke vil være en del af. Men intet kunne være mere forkert. Vi er en del af samfundet på godt og ondt, som alle andre danskere, så vi vil behandles som ligeværdige og ansvarlige borgere. Vi er trætte af at rette op på skiftende regeringers fejlslagne socialpolitik gennem 25-30 år – for det er reelt det, det her handler om.
Og det er derfor, ghettobegrebet og -kriterierne er så umenneskelige.
Vi ved godt, at vi har socialt betingede problemer. Nogle udfordringer som f.eks. beskæftigelsen er sværere at løse efter at være blevet ignoreret i en menneskealder. Men vi sidder ikke med hænderne i skødet. Vi har i årevis haft både interne og fremrykkede beskæftigelsesindsatser.
Vi har lommepengeprojekter og uddannelses- og beskæftigelseshjælp. I år får vi både en virksomheds- og en jobkonsulent ned i vores beboerhus. Vi får og søger hjælp, der ikke stigmatiserer os. Og vi vil meget gerne hjælpe regeringen med at give deres ghettoudspil den kvalitet, som vi oplever, at vi er med til at skabe.
De løsninger, vi ønsker, er vi selv med til at finde og arbejder aktivt for, både fordi det er nødvendigt, og fordi vi har lyst til det. Vi har lyst til at arbejde aktivt for vores boligområde – og rigtig mange af os gør det frivilligt år efter år – fordi det skaber tryghed at nyde de glæder, der er i lige at se efter sin nabo, dyrke de mange forskellige fællesskaber, der findes her, eller bare sørge for, at her er gode vaskerier, velfungerende boliger og grønt og pænt.
Vi nødt til at være aktive, fordi der stadig er brug for boliger til de lavtlønnede, som nogle af os er. Hvor skal rengøringsmanden og sosu’en ellers bo?
Nogle problemer kan og har vi selv taget initiativ til at gøre noget ved i samarbejde med vores lokalsamfund, med kommunen, skolen, klubben, den boligsociale helhedsplan. Vi har fået mange erfaringer gennem tiden. De nyeste eksempel er en ungecafé, som vi alle har bidraget til at få op at stå.
Vi gør utrolig meget for at passe på vores børn og unge, fordi vi har kendt dem alle sammen, siden de var helt små, fra opgangen ved siden af. Vi stimulerer dem, lærer dem at tage ansvar og er stolte af, at vi nu kan lære af dem, fordi de selv er stolte unge voksne.
Der skal være plads til alle her. Sosu’er og de energiske unge og alle dem imellem. Det er også derfor, vi bor i Danmarks smukkeste ghetto.
Vi er her fløjtende uenige om en masse ting, fordi vi er meget forskellige. Men vi ved, hvad vi er uenige om, fordi vi diskuterer det til vores store beboermøder, til forårsfesten, i supermarkedet, i skolen og i børnehaven og midt i opgangen. Vi er ikke ens, men vi bliver enige, fordi vi arbejder rundt om alle fra alle vinkler.
Afdelingsbestyrelsen her i Gadehavegård har lige fra første dag besluttet at deltage i alt, der drejer sig om Gadehavegård, socialt og fysisk. Vi samarbejder og tager med glæde til styrings- og dialogmøder i kommunen, med nærpolitiet og SSP.
Vi sidder i styregrupperne i den lokale ungecafé for de 18-24-årige. Vi sidder i styregruppen i vores boligsociale helhedsplan – som bl.a. løfter uddannelsesniveauet – og støtter fællesskaber på tværs af forskelligheder. Vi er også repræsenteret i styregruppen i Områdefornyelsen i hele Gadehavekvarteret. De andre medlemmer er politikere og embedsmænd og vores søde naboer fra ejerboligerne.
Mennesker, vi kender godt nu, fordi frivillige fra boligområderne og helhedsplanen, skolen og klubben de sidste fire år har stablet Gadehavefestivalen på benene for at lære hinanden bedre at kende og nedbryde fordomme. Det er også derfor, vi bor i Danmarks smukkeste ghetto.
Vi går til bygherremøder og har gennem alle årene været i gang med det indledende arbejde med ansøgningen til den fysiske helhedsplan og infrastrukturændring. Vi er nået rigtig langt, og det vil blive et endnu smukkere område, hvis vi får lov til at fortsætte med dette arbejde.
Sammen med borgmesteren, byrådsmedlemmer og repræsentanter for de to andre almene boligområder i kommunen, Taastrupgaard og Charlottekvarteret, sidder vi i §17 stk.4-udvalget, der har fokus på udsatte boligområder.
Vi er i det rådgivende og forberedende politiske udvalg for kommunalbestyrelsen. I dette udvalg har der gennem ca. halvandet år været et godt og konstruktivt samarbejde om, hvad der skal gøres i ghettoområderne og hvordan. Der er bred politisk opbakning fra byrådet til den visionsplan. Dette arbejde risikerer vi nu bliver fejet fuldstændig af bordet med et pennestrøg.
Borgmester Michael Ziegler (K) sidder for bordenden. Vi oplever ikke, at han taler ned til os, men med os. Han tager os seriøst. Her kunne hans partifælle Søren Pape Poulsen lære noget om dialog og anerkendelse af fremgang – særligt blandt vores unge – i stedet for trusler og straf.
Vi er meget bekymrede for at miste rigtig mange af de unge, der ellers er glade for deres område. Fordi vi bliver stigmatiseret og får ordrer om, at vi bare skal fjernes, fordi vi ingenting er alligevel.
Det er respektløst og taler ned til os. Tal den almene boligsektor op! Det er her, hvor forældre, der ikke har råd til at købe en bolig til deres børn, bor. Det er her, vi tager hånd om hinanden. Her, hvor naboerne holder øje med dig og din lejlighed – almene boligområder giver frihed og uafhængighed. Det er derfor, vi bor i Danmarks smukkeste ghetto.
I løbet af bare de sidste 6 år er flere og flere af vores unge gået i gang med uddannelser, og deres uddannelsesniveau er steget. Piger og drenge, der bor i Gadehavegård, har generelt taget længere uddannelser. De er nu og vil være ingeniører, politibetjente, lærere, universitetskandidater, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere, læger, håndværkere, tage en ph.d. m.m.
De unge vælger uddannelser, som ligger over deres forældres uddannelsesniveau. Derudover er der flere og flere voksne, som tager uddannelser og efteruddannelser eller har flere jobs, samtidig med at de også er forældre med skolebørn.
Flere og flere af vores børn og unge har og får bedre uddannelser end os og tjener mere end os, men de ser ikke ned på os. Hvorfor gør andre, særligt magthavere, det så? Vi er samfundsnyttige borgere med både varme hænder og lange uddannelser. Der er brug for begge dele i Danmark.
Det gør os ikke til dårligere mennesker, hvis vi ikke alle sammen tjener lige så mange penge og har en lige så god uddannelse som andre. Vi tror på, at alle er noget værd. Det er ikke blevet værre her, det går kun fremad i Gadehavegård.
Det er derfor, vi bor i Danmarks smukkeste ghetto. Desværre kan Danmarks smukkeste ghetto nu sandsynligvis gå tilbage eller gå helt i stå med regeringens nye ghettoudspil. Vi får ikke samme ret til at tage ansvar selv. Vi får ikke længere indflydelse på, om vi overhovedet må være her, hvem vi skal være her sammen med, hvordan vi skal løse vores problemer og med hvilke samarbejdspartnere.
Vi skal nu med vold og magt blive som alle andre inden 2030, altså på 12 år. Det kan betyde, at vi måske skal deporteres og flyttes andre steder hen. Hvor?
Vores børn skal flyttes til andre skoler. Hvor og med hvem? Vores kommunale institutioner kan blive straffet og sat under administration. Hvordan? Hvad betyder det for os?
Regeringen har tænkt sig at løse problemer, vi allerede er i gang med at løse, ved at tage 12 milliarder fra Landsbyggefonden til fysiske renoveringer. Det er penge, vi selv, sammen med de øvrige almene boligforeninger, har lagt over huslejen.
Det vil for os betyde, at halvandet års arbejde med en visionsplan for fysiske renoveringer og områdefornyelse, som vi har været med til at skabe med Cobe og Høje-Taastrup Kommune, kan blive fejet af bordet.
Der er social ulighed og derfor sociale problemer i Danmark. Det ved vi, og dem skal vi alle hjælpe med at løse. Men ikke via den almene sektors egen pengekasse. Vi har alle et ansvar, så vi er helt indstillet på, at vi skal hjælpe med at afhjælpe de sociale problemer i Danmark.
Vi er i fuld gang. Vi kan ikke gøre det alene. Men det bliver vi tvunget til med det nye ghettoudspil. Dette er nogle af de trusler, vi står over for. Ingen i regeringen spørger os, selvom vi i årevis har taget vores del af ansvaret både socialt og politisk.
Vi arbejder hårdt frivilligt for at rette røde og blå regeringers fejl ved at mødes med mange forskellige samarbejdspartnere i den offentlige og den private sektor. Vi diskuterer sammen med dem, hvordan vi vil løfte området, og vi har fundet gode løsninger, som kan samle os og ikke splitte Danmark op i de privilegerede og dem, der er uden for indflydelse.
Vi kan ikke forstå, hvorfor regeringen har behov for at dele Danmark op. Sammen med 46.075 andre mennesker i landet er vi i år blevet udråbt til at bo i en af de ’16 hårdeste ghettoer’ i landet, fordi vi ’lever op til’ 4 ud af de 5 ghettokriterier. Det 5. kriterium, som vi ikke opfylder, vedrører kriminalitet. De øvrige 4 kriterier drejer sig om uddannelse, beskæftigelse, overførselsindkomst og andel af indvandrere.
Vi er en del af de 120.767 mennesker, der bor i udsatte boligområder i Danmark, og vi er i alt 1.020.000 mennesker, som bor til leje i almene boliger. Det er altså godt en sjettedel af landets befolkning, som er blevet stemplet af regeringen som borgere, der er udenfor og ikke vil være en del af samfundet.
Det kan jo ikke passe. Det passer slet ikke på os.
Kriterierne, der stempler os som ghetto, siger ikke så meget om os, men siger rigtig meget om dem, der stempler os.
Vi oplever, at der sidder politikere alt for langt væk herfra, som derfor ikke ved, hvordan det er at bo og leve i den virkelige verden. Det til trods for, at vi har haft besøg af rigtig mange indflydelsesrige folketings- og regeringspolitikere.
Vi vil gerne give dem chancen for at høre, hvad vi kan, gør og vil – ikke et høringssvar, men et reelt samarbejde, som udrydder ghettostemplet, ikke vores hjem.
Det ghettostempel har længe haft nogle grotesk umenneskelige sociale konsekvenser, men nu vil det også få politisk fatale konsekvenser.
Stemplet vil annullere alt det kommunale, boligsociale og fysiske helhedsplansarbejde – som vi selv er en del af – for at løfte området. Endda efter et meget kort høringssvar her i marts, hvorefter sidste lovbehandling i Folketinget er 1. juli. Og på årets sidste dag skal de fysiske handlingsplaner så ligge klar.
Vi vil gerne hjælpe med at tegne de langsigtede planer. Men vi tror simpelthen ikke på, at alle de sociale problemer, der har stået på næsten et kvart århundrede, kan fikses med signalpolitik og vores egen opsparing på små 12 år.
Vi har en masse erfaringer med at få enderne til at mødes og skabe noget bæredygtigt sammen. Vi vil gerne hjælpe, hvis vi selv får hjælp.
Vi rækker hånden frem, og vi har altid frisk kaffe på kanden. Denne kronik skal også betragtes som en åben invitation til alle regeringspartier til at komme og besøge Danmarks smukkeste ghetto.
