Det er på den ene side fantastisk at høre en så berømmet arkitekt række hånden ud og på standens vegne sige ”vi kan godt skabe gode boliger inden for det økonomiske råderum – bare giv os lov til at tænke anderledes”. Men på den anden side er der begrundelsen for DMs argument: de lave rammebeløb.
For DM kommer i sin iver efter at ruske op i det almene også til at gøre sig til talsmand for synspunktet, at kvalitet ikke har noget med økonomi at gøre. At vi bare kan tænke anderledes.
Men selvom kvalitet langt fra kun er et spørgsmål om penge, så er (nok) penge en forudsætning for, at vi overhovedet kan sætte DMs arkitektoniske kreativitet i spil. Der skal penge til at sikre, at byggerier har haft vilkår, som gør det muligt at tænke bæredygtigt.
Det almene boligbyggeri er underlagt nogle meget stramme økonomiske rammer. Der findes ikke overskridelser, kun besparelser. Og i et frembuldrende byggemarked kæmper vi i det almene med at holde byggeriet inden for de givne rammevilkår.
Så tak for, at en arkitekt rækker hånden frem og siger: ”Vi vil gerne”. Men nej tak til påstanden om, at det er en stivnakket almen branche, der blokerer for ordentlige boliger: Vi vil også meget gerne tænke nyt. Men vi er kommet dertil, hvor vi seriøst må overveje, om vi på de givne vilkår reelt kan bygge i en kvalitet, der er på det niveau, som vi ønsker.
Inden for en alt for kort tidsramme risikerer vi at stå med byggerier, der kommer til at koste Landsbyggefonden (og dermed alle de almene lejere) gigantiske udgifter til alt for tidlige renoveringer, fordi kvaliteten ikke har været god nok fra begyndelsen. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.
Læs Dorte Mandrups debatindlæg i Politiken den 19. juni (kræver login)
