Pressemeddelelse fra Lejerbo Kolding – bragt med tilladelse fra bestyrelsen.
Lejerbo Kolding har i flere måneder drømt om denne dag. Og nu kan de se den helt tydeligt i horisonten. Pr. 1. januar 2019 er Lejerbo Kolding et selvstændigt boligselskab. Bestyrelsen kan fremover selv vælge, hvordan driften skal planlægges, hvordan boligerne skal renoveres, og hvem der opkræver huslejen for de cirka 3.500 boliger.
– Vi har i bestyrelsen glædet os meget til denne dag. Processen med at blive selvstændige har været rigtig god, men fra tid til anden også givet lidt sommerfugle i maven, siger Bent Jacobsen, der er bestyrelsesformand i Lejerbo Kolding.
Mere udvikling i lokalområdet
Bestyrelsens syv medlemmer har sat sig grundigt ind i alt fra telefonabonnementer og byggegrunde til egenkapital og kontormøbler.
– Alle medlemmer af bestyrelsen har taget en stor tørn for at lykkes. Og efterhånden kender vi alle hjørner af forretningen. Det har gjort os stærkere og mere lokalt forankret. Ud over alt det praktiske, som vi næsten er i mål med, har vi flere visioner for Kolding. Og vi glæder os til at fortsætte byggeriet i Kolding og de omkringliggende kommuner, siger Bent Jacobsen.
Lavere husleje
Indtil nu har Lejerbo Kolding været administreret af Lejerbo Danmark og vil være det frem til årsskiftet. Løsrivelsen skal komme beboerne til gode. Bestyrelsens nye ambitiøse plan betyder nemlig, at Lejerbo Kolding skal bruge færre penge på administration. Fra 1. januar 2019 vil huslejen enten blive sat ned eller være uændret, som det fremgik af de netop afholdte afdelingsmøder.
– Vores vigtigste ambition med at blive selvstændige er at sikre vores beboere en lavere husleje. Vi har allerede nu en række ændringer på tegnebrættet, som træder i kraft ved årsskiftet. En af de store ændringer er, at vi fremover administrerer os selv. Men til nogle administrationsopgaver har vi valgt en professionel samarbejdspartner. Vi har indgået en aftale med Domea.dk, der kunne tilbyde os lige præcis den ekspertise og valgfrihed inden for økonomistyring og digitalisering, som vi var på udkig efter, siger Bent Jacobsen.
– Vi er glade for, at Lejerbo Kolding har valgt os som samarbejdspartner. Vi har sammen med Lejerbo Koldings bestyrelse skræddersyet en løsning, som opfylder de behov, de har, siger Thomas Holluf Nielsen, administrerende direktør i Domea.dk.