Icon / ae andet arrow-down arrow-down arrow-down beboermappen Boligsøgning bytte-fremleje photograph checkmark document domea_ae dropdown_arrow Forbrug handbog husleje-forbrug hvad-almenbolig klage LinkedIn location login mail opsigelse phone Print reparationer-forbedringer search share_facebook share_linkedin share_mail share_twitter Svar på tilbud Twitter sog-bolig svar-lejetilbud websupport midtdanmark syddanmark sjaelland hovedstaden nordjylland

Det begyndte ret godt. Sol på himlen, snaps til frokost og en veloplagt guide.

Den 25. august tog 15 beboere fra seniorbofællesskabet på Slotsbryggen i Nykøbing Falster, der er en del af boligafdelingen Bymidten under Boligselskabet Vendersbo, på bustur til Knuthenborg Safaripark.

Det er formanden for seniorbofællesskabet, Eva Pedersens, store engagement, der har gjort turen mulig. I juni blev hun ved Domea.dks Landskonference 2018 belønnet for sin store indsats i boligområdet med Domea.dk Prisen og 10.000 kr. til en aktivitet i seniorbofællesskabet.

Prisen gives til en lokal ildsjæl, der gør en forskel for sin naboer.

- Det var en pragtfuld tur, og alle pengene værd. Stemningen var god hele dagen, fortæller Eva Pedersen på 73 år.

Besøget i Knuthenborg Safaripark kom hurtigt på ønskelisten, da Eva havde modtaget prisen. Det har været et ønske fra beboerne i mange år.
Læs mere om det her

Vand i skoene

Der var ellers alle muligheder for, at stemningen kunne have taget et dyk. Midtimellem brølende og spyttende fortidsdyr i Dinosaurskoven åbnede himlen sig, og et af sommerens sjældne skybrud skyllede ned over beboerne.

Mens det meste af turen foregik i bus rundt i parken, skulle lige præcis dinosaurerne besigtiges til fods.

- Jeg kunne hælde vandet ud af mine sko, da vi var tilbage i bussen, og alle havde nye, kreative frisurer. Det fik vi os nogle gode grin over. Humøret var højt, selvom vi var våde og kolde, fortæller Eva Pedersen, der havde sørget for chokolade og øl og vand på vej hjem i bussen.

Og da bussen trillede ind på Slotsbryggen, stod solen selvfølgelig højt på himlen igen.

Eva Pedersen vil gerne takke beboerne for at indstille hende til prisen, og Domea.dk for at give seniorbofællesskabet muligheden for en fælles oplevelse, der ellers ikke havde været mulig.


De andre vindere

Der blev uddelt to priser mere ved Domea.dks Landskonference 2018 i juni.

Ebbe Rasmussen, formand for boligafdelingen på Emil Møllesgade og Godsbanegade i Horsens under Boligselskabet Domea Horsens, blev belønnet med Domea.dk Prisen og 10.000 kr. for sit utrættelige engagement i boligafdelingen.

Beboerne har endnu til gode at samles og fejre prisen. Men der er lagt i kakkelovnen til et arrangement med bl.a. spisning i november.

I Tønder blev beboerrådet i boligafdelingen Tønder-Rømø Byhuse under Tønder Boligselskab hyldet med Domea.dk Prisen og 20.000 kr.

Her fortæller et af medlemmerne, Jens Jæger Knudsen, at der er indkøbt fire store parasoller til det udendørs fællesområde, en gasgrill, som allerede har været i brug til sommerfesten, og nogle kunstige blomster til fælleslokalet. Og inden længe skal ”damerne i beboerrådet” ud og købe juledekoration til fælleslokalet, melder Jens Jæger Knudsen.

 

Domea.dk Prisen

  • Domea.dk Prisen hylder lokale ildsjæle, der gør en forskel i deres boligafdeling.
  • Priserne uddeles ved Domea.dks årlige landskonference i Nyborg på Fyn, hvor beboerdemokrater fra hele landet samles til to hyggelige og inspirerende dage.
  • I år blev uddelt tre priser på henholdsvis 20.000 kr. og to gange 10.000 kr.


Læs mere om prisvinderne i artiklerne herunder.