Foråret byder på valg til Domea.dks bestyrelse, men inden vi kommer så langt, skal I have fundet kandidaterne, der stiller op til de fire ledige bestyrelses- og suppleantposter. Det er jer som beboere, der bestemmer, hvem det skal være.
Måske er det dig?
I marts afholdes fem kredsmøder rundt i landet. Kredsene svarer til de officielle regioner. Det er på kredsmødet, beboerne vælger de to kandidater, I vil indstille til henholdsvis en medlems- og en suppleantpost i Domea.dks bestyrelse.
Hvert lejemål, der møder op på kredsmødet, har to stemmer.
Kom til en hyggelig aften
Du er meget velkommen på mødet, selvom du ikke stiller op. Ud over at du kan stemme på din favoritkandidat, er mødet også en mulighed for at hilse på gode naboer og beboere fra andre boligafdelinger og -selskaber. Der er spisning, hygge og foredrag på programmet.