Positive beboere
Domea.dk tester med støtte fra Landsbyggefonden brugen af dynamiske varmeregnskaber i praksis i den almene boligafdeling Toftemarken, Klintemarken, Frilandsvej i Svendborg, som hører under Boligselskabet BSB Svendborg.
Forsøgsordningen begyndte for alvor den 1. januar 2019, og beboerne modtog derfor den 1. februar for første gang og den 1. marts for anden gang en rapport, som viser en oversigt over deres indeklima for henholdsvis januar og februar, samt en afregning.
Fremover opgøres regningen nemlig på månedsbasis, så beboerne får mulighed for at ændre vaner allerede til måneden efter. Det betyder også, at de slipper for en eventuel stor efterbetaling, når året er omme.
- Beboerne kan godt se fidusen i det her, især efter de fik den første rapport. Der var en vis bekymring op til den første afregning, fordi de ikke vidste, hvad de kunne forvente. Men lige så snart de så, at det så rimeligt ud, har de fleste været meget positive. Selv nogle af dem, hvis regning er blevet højere, siger Casper Cridland Nilsson, der som driftsleder på Servicecenter Svendborg er tæt på beboernes hverdag og projektet i praksis.
Han fortæller, at bekymringen bunder i den uvished, der er forbundet med den helt nye tankegang, hvor alt er vendt på hovedet i forhold til det, man ellers altid har lært. Fx at man nu vil kunne få en højere varmeregning, selvom man holder 15 grader i sit hjem og sidder med jakke på.
Alligevel er beboerne glade for det mere retfærdige fordelingsprincip, der ligger i den nye metode, fortæller Casper Cridland Nilsson.
Bor man fx i en lejlighed i gavlen, under taget, i en bestemt vindretning eller yderligt på andre måder, er der gode chancer for, at varmeregningen med den klassiske målemetode er højere end naboens, fordi der skal mere til at varme ydervægge op, eller fordi der kan være utætheder. En varme, som naboen, der ligger mere i læ, så ovenikøbet kan lukrere på.
Normalt bliver der i varmeregningen korrigeret for udsat beliggenhed, som så udjævner noget af skævvridningen ved at bo yderligt, men korrektionen tager ikke højde for, hvis naboen ikke varmer ret meget op, så man bliver nødt til at fyre for to.
Det er en uretfærdighed, som dynamiske varmeregnskaber forsøger at gøre op med. De beboere vil komme til at betale mere end hidtil. Til gengæld vil naboen, der har sponsoreret varmen inde ved siden af, formentlig få en lavere ”varmeregning”, når det nu er indeklimaet, der måles.