Over en million mennesker i Danmark bor alment. En femtedel af befolkningen. Så almenboliglovgivningen rækker ind i rigtigt mange menneskers liv. Men den er en kompleks størrelse, og derfor har den almene bygge- og boligadministration Domea.dk netop udgivet bogen ’Lærebog om almene boliger’.
Bogen giver en udførlig introduktion til det almene boligområde og den lovgivning, det er reguleret af, og den giver svar på de problemstillinger, der typisk kan opstå i praksis.
Hos Domea.dk håber administrerende direktør Thomas Holluf Nielsen, at den kan understøtte bl.a. de mange rådgivere – jurister, advokater, arkitekter, ingeniører osv. – i sektoren, som konstant må forholde sig til de rammer, loven sætter for deres arbejde.
- Den almene boligsektor går en fremtid i møde, der vil byde på mange forandringer og endnu flere reguleringer. Så der er mere end nogensinde brug for hjælp til at navigere i den komplekse lovgivning, der omgiver almene boliger, og her vil Danmarks første lærebog på området kunne spille en stor rolle, siger Thomas Holluf Nielsen.
Svært at finde viden på området
Bogen er derfor et must for nye aktører i sektoren, der bliver godt klædt på med lærebogen. Ideen til bogen er netop udsprunget af et konkret behov for viden om almene boliger og lovgivningen bag.
Det fortæller den ene af de to forfattere, jurist Michael Armin Varandili Hansen.
- Jeg oplevede allerede på jurastudiet, at det var svært at indhente viden på området. Der eksisterede simpelthen ikke en fyldestgørende indføring i almenboligsektoren. Og efterfølgende i arbejdslivet har det været det samme – det var ikke muligt at indhente viden på området ud over i mit job, siger Michael Armin Varandili Hansen, der med speciale i fast ejendom og offentlig ret, herunder særligt det almene boligområde, lejeretten, foreningsretten og forvaltningsretten, har stor erfaring på området fra sit tidligere job i Københavns Kommunes enhed for almene boliger.
I dag er han jurist i Boligforeningen AAB – og har i øvrigt boet alment hele sit liv. I den samme boligafdeling.