Rasmus Nøhr, Signe Svendsen, Ester Brohus og Ivan Pedersen er klar til at drage ud i landet og give koncert i almene boligafdelinger. Måske skal det være i din?
’Musik på hjemmebanen’ er et samarbejde mellem Dansk Rock Samråd (ROSA) og BL – Danmarks almene boliger i anledningen af brancheorganisationens 100-års jubilæum.
Konceptet blev testet af sidste år, hvor Ester Brohus rykkede ind i fire lokale boligafdelinger i Aarhus. Og det blev til hyggelige aftenener med god musik og fine samtaler mellem Brohus og beboerne.
Ideen er at trække kulturbegivenheder helt ind i lokalområderne, hvor man kommer tæt på musikerne og får en unik oplevelse.
Hvordan foregår det?
ROSA sørger for det meste. De kommer med musikere, scene, teknisk udstyr og materiale, som I kan bruge til at sprede budskabet om koncerten på forhånd.
Det eneste, I som boligafdeling skal sørge for, er at finde et sted til koncerten i jeres boligområde og så sørge for at tiltrække publikum fra lokalområdet. Udgangspunktet er, at alle er velkomne – beboere, naboer og andre interesserede.
Hvad skal I gøre nu?
Hvis I er interesseret i at få en koncert ud til jer, kan I overveje, hvilken af de fire musikere, Rasmus Nøhr, Signe Svendsen, Ester Brohus og Ivan Pedersen, I foretrækker at få ud.
Kontakt så Michael Callesen fra ROSA på mail callesen@rosa.org eller på telefon 40 78 84 44.
Koncerterne vil hovedsageligt foregå på hverdage i november 2019 og januar og februar 2020. Prisen for en koncertaften ligger typisk på 10.000-14.000 kr.