Bestyrelsen i Mind Your Own Business (MYOB) har fået nyt formandskab. Det er Thomas Holluf Nielsen, administrerende direktør i Domea.dk, der netop er valgt som formand, mens Flemming Jørgensen, projektchef i Coop, er ny næstformand.
- Jeg vil gerne sig tak for tilliden. Jeg er stolt og glad over valget, men først og fremmest glæder jeg mig til at fortsætte arbejdet i MYOB, som har en særlig plads i mit hjerte, siger Thomas Holluf Nielsen, der har været medlem af MYOB’s bestyrelse i de tre år, den har eksisteret.
MYOB er baseret på frivillighed – også for bestyrelsesmedlemmernes vedkommende – og formålet er at introducere iværksætteri til drenge i udsatte boligområder. De skaber deres egne mikrovirksomheder i tæt sparring med venturepiloter, lokale samarbejdspartnere og en mentorvirksomhed fra erhvervslivet. Drengene styrker deres selvtillid og faglighed, og de får mod på at tage en uddannelse.