Over en periode på fem uger skal de arkitektstuderende observere, analysere og indsamle viden. De skal blandt andet besøge et af de store boligområder i Høje Taastrup, Gadehavegård, som i de kommende år står overfor en gennemgribende renovering og fornyelse.
Initiativet er blevet til i et samarbejde mellem KADK’s arkitektskole, Høje-Taastrup Kommune og Domea.dk, som administrerer de almene boliger i området.
- Der er ca. 1 mio. danskere, som i dag bor i en almen bolig. Og det almene repræsenterer samtidig noget af det, vi holder af ved vores byer - nemlig at der er plads til forskellighed og at høj som lav bor side om side. Derfor er det også helt afgørende, at kommende generationer af arkitekter interesserer sig for det almene boligbyggeri – og for hvordan fremtidens boliger skal se ud, siger Mette Mogensen, som er by- og boligudviklingschef hos Domea.dk.