Domea.dk’s bestyrelse har valgt at indstille Jesper Hasemann som ny næstformand til bestyrelsen. Posten er blevet ledig, da den siddende næstformand Svend Overgaard har valgt ikke at genopstille.
Beslutningen om at indstille Jesper Hasemann kommer, efter at flere beboere har meddelt deres interesse for næstformandsposten, og i forlængelse af at bestyrelsen har afholdt samtaler med kandidaterne.
Jesper Hasemann er formand for boligselskabet Domea Aabybro i Nordjylland og indtrådte som menigt medlem i Domea.dk’s bestyrelse i april 2019.
En tilfreds formand
Domea.dk’s formand, Poul Rasmussen, er meget tilfreds med både forløbet og beslutningen.
- Vi har haft en rigtig god proces i bestyrelsen og nogle grundige samtaler med kompetente kandidater til næstformandsposten. Derfor er jeg også glad for, at bestyrelsen nu har valgt at pege på Jesper Hasemann – og jeg er sikker på, at han med sin erfaring og sit store engagement vil være en gevinst, siger Poul Rasmussen.
Bestyrelsen har tradition for at indstille en kandidat på den årlige generalforsamling, som i år finder sted den 18. september – efter at være blevet udskudt fra den 3. april på grund af coronakrisen. Det er dog i sidste ende alene Generalforsamlingen, som vælger næstformanden.
Generalforsamlingen består af bestyrelsesmedlemmer fra ca. 80 boligselskaber fra hele landet, der alle er kunder hos Domea.dk.