Bestyrelsen i Domea.dk har på den netop afholdte generalforsamling i Nyborg fundet sin nye næstformand. Valget faldt på Jesper Hasemann fra boligselskabet Domea Aabybro i Nordjylland. Hasemann var på forhånd indstillet til posten af den siddende bestyrelse og erstatter den nuværende næstformand Svend Overgaard, som havde valgt ikke at genopstille.
Egentlig skulle næstformanden have været valgt allerede tilbage i begyndelsen af april måned, men på grund af den aktuelle corona-situation blev den ordinære generalforsamling udskudt, så både bestyrelse og næstformandskandidat måtte væbne sig med tålmodighed.
”Jeg er både glad for og stolt over, at et enigt bagland har valgt at pege på mig i dag. Ventetiden har været lang – det vil jeg ikke lægge skjul på – men det har været værd at vente på. Og nu glæder jeg mig til samarbejdet med den øvrige bestyrelse og til at tage fat på nogle af alle de vigtige opgaver, som venter forude,” sagde Jesper Hasemann umiddelbart efter generalforsamlingen.