Den 19. maj 2020 blev Grøn boligaftale 2020 besluttet af et bredt politisk flertal i forbindelse med Corona-krisen. Den grønne boligaftale skal blandt andet hjælpe dansk økonomi, øge beskæftigelsen, forbedre boliger og have fokus på grønne tiltag. '
Boligaftalen er en stor nyhed til alle i den almene branche – dels fordi aftalen er et markant skifte mod en grønnere almen sektor, men også fordi, der er afsat 30 mia. kr. til renoveringer via Landsbyggefonden. Her går de 18,4 mia. kr. til venteliste-projekter i 2020-2021, mens de resterende midler er afsat til nye helhedsplaner i perioden 2021-2026.
Den nye boligaftale betyder, at Domea.dk sammen med sine kunder skal løfte en stor opgave med at skubbe de mange ventelisteprojekter videre. Og det er en god nyhed - for mange af projekterne har været undervejs i flere år, så det er både tiltrængt og glædeligt, at de nu kan komme videre.
- I og med at alle projekter på ventelisten nu skal have Skema A på plads i 2020 eller 2021, forudser vi, at processen frem mod en godkendt helhedsplan kommer til at gå forholdsvist stærkt. Derfor skal alle parter være klar og indstillet på at kunne træffe de nødvendige beslutninger med kort frist, siger Charlotte Nørbak, Direktør for Byggeri og byudvikling i Domea.dk.
Hvidbog understøtter en styrket dialog
Byggeafdelingen i Domea.dk har udarbejdet en såkaldt ’hvidbog’ som et konkret værktøj til dialog og inddragelse i den aktuelle situation med helhedsplanerne støttet af Landsbyggefonden.
Hvidbogen opsummerer indholdet i Grøn boligaftale 2020, forklarer de centrale begreber og beskriver hele procesforløbet med helhedsplaner og de vigtigste indsatsområder.
- Vi har valgt at lave hvidbogen som et opslagsværk, der kan fungere som et konkret dialogværktøj på de enkelte projekter. Den kan være med til at understøtte de gode drøftelser med vores kunder, som er fundamentet for, at vi hele tiden afstemmer med hinanden og sikrer, at vi skaber værdi for dem, siger Charlotte Nørbak.