I august sidste år var der roser og skulderklap til den almene branche. I fællesskab havde landets almene boligorganisationer og -administratorer nemlig effektiviseret for mere end 1,5 mia. kroner, hvilket var måltallet for den politiske ambition – og besparelserne var endda hentet før tid.
Men nyt år betyder som bekendt nye mål. Og aftalepartnerne, som er Boligministeriet (regeringen), KL og BL, har i de forgangne måneder forhandlet en ny aftale på plads for perioden 2021-2026. Her fremgår det, at den almene boligsektor i perioden skal effektivisere for yderligere 1,8 mia. kroner. Samtidig varsles det, at der efter 2026 vil blive fulgt op med endnu en effektiviseringsrunde.
Inviterer til digitale kundemøder
Som følge af den nye effektiviseringsaftale vil Domea.dk, i de kommende uger invitere til digitale orienteringsmøder. Her vil bestyrelsesmedlemmer i boligorganisationerne bl.a. kunne få svar på, hvad aftalen konkret betyder.
Der vil blive afholdt tre digitale orienteringsmøder, så alle får mulighed for at deltage. Invitationerne sendes ud i den kommende uge.
De digitale møder vil efterfølgende blive fulgt op med tilbud om støtte til, hvordan indsatsen kan tilrettelægges lokalt for de boligorganisationer, der ønsker det.
Alle skal levere til planen
Aftalepaterne har i den nye aftale besluttet, at effektiviseringskravet øges med 300 mio. kroner. De kommunale tilsyn får samtidig en større rolle og der vil være et forstærket fokus på de boligafdelinger, som fortsat har et uindfriet effektiviserings-potentiale og som derfor skal udarbejde konkrete handlingsplaner. Der vil desuden være fokus på, om der leveres på det politiske opdrag i blandt andet styringsdialogerne og via et såkaldt ”serviceeftersyn”, som BL, KL og Landsbyggefonden skal gennemføre.
Den nye aftale er – præcis som den forrige – en såkaldt ’solidarisk aftale’. Altså en fælles aftale, som beror på kollektive måltal. Af de samlede 1,8 mia. kr. forventes det, at ca. 400 mio. indfries af den merbesparelse, der er opnået i den forrige periode. Og at yderligere 300 mio. kan indfries ved energieffektiviseringer.