”Danskerne i det byggede miljø” hedder Realdanias og Videnscenter Bolius’ store undersøgelse af danskernes forhold til deres boliger. Her kan man læse, hvad der betyder noget for livskvaliteten. Og et sted overrasker resultaterne, nemlig i forholdet til det, der ligger uden for boligen. Fællesarealerne spiller en stor rolle for beboere i etagebyggerier, viser det sig.
For de danskere, der bor i lejligheder, er det som ligger uden for hjemmets fire vægge nemlig væsentligt for, hvor glad man er for sin bolig og hvor godt man trives i sin dagligdag.
Undersøgelsen viser, at de adspurgte beboere, der svarer at de ”har et godt gårdmiljø og gode fællesarealer” også ´generelt har en højere tilfredshed med deres bolig, end de, der enten intet gårdmiljø har eller de som mener udearealerne er lidt kedelige.
”At udearealer betyder noget for livskvaliteten, er ikke så overraskende for os. Nu bliver det bekræftet i Realdanias undersøgelse. Her kan man sort på hvidt se, at jo bedre gårdmiljø og udearealer er, desto mere tilfreds er man med sin boligsituation,” siger Mette Mogensen, der er By og boligudviklingschef hos Domea.dk.