Genhusningskonsulenterne: ”Vi bliver en del af folks liv"

Det betyder enorme omvæltninger for de mennesker, der har deres hjem i Gadehavegård, at kvarteret skal udvikles. Mange må se i øjnene, at de måske skal flytte – enten midlertidigt eller permanent. Det skaber utryghed og beboerne vil vide, om det er deres lejligheder, der skal rives ned, om det er dem, der skal flytte. Og de vil vide det nu. Nogle af dem, som skal levere svar på spørgsmålene, er genhusningskonsulenterne Nagihan Cetin og Lene Bruun Hansen fra Domea.dk.

”Beboerne bekymrer sig. Uvisheden fylder meget for dem, så de spørger meget. River de huset ned om ørerne på mig? Hvor skal jeg bo? Dem, der står midt i det, synes det er utrygt. De vil have konkrete svar, og de vil have dem hurtigt,” siger Nagihan Cetin, der er en af to genhusningskonsulenter ansat i Domea.dk til at hjælpe beboerne i Gadehavegård med at tackle de udfordringer, der kommer med udviklingsplanen.

Jeg møder genhusningskonsulenterne, Nagihan og Lene, på deres kontor i Gadehavegård. Som alt andet, så er det mere eller mindre lukket ned i coronaens navn. Beboerne kan ikke møde op personligt. Det besværliggør naturligvis arbejdet, men heldigvis er der udsigt til at coronaen forhåbentlig slipper sit tag inden alt for længe. Selv om det personlige fremmøde ikke er muligt, så er konsulenterne stadig i fuld gang. For udviklingsplanen kører stadig fremad efter den fastlagte tidsplan.

”Vi laver rigtig mange forskellige ting. Helt generelt handler det om, at vi er med fra start til slut. Så allerede, når man i forbindelse med en udviklingsplan begynder at tænke på at rive ned, bygge om og renovere, går vi i gang med at skabe et overblik over, hvor mange, der skal genhuses midlertidigt og hvor mange, der skal flytte permanent”, fortæller Lene Bruun Hansen.

Vi går en tur i kvarteret. Det er stadig koldt. Enkelte steder står der Erantis og Vintergæk i hækkene, men foråret har ikke helt bidt sig fast endnu. Gadehavegård er et af Boligselskabet DFB’s byggerier. Det stod færdigt i 1977 og dengang havde man andre idéer om, hvordan et boligkvarter skulle se ud, end man har nu om dage. Mellem boligblokkene er der græs og nogle steder lidt legeredskaber, bænke og borde. Stierne løber i lige linjer og bygningerne ligner i det store hele hinanden.

”I begyndelsen kunne jeg slet ikke finde rundt. Men så lærte jeg, at man kunne se på symbolerne på bygningerne og så ved man, hvor man er,” siger Nagihan og peger på et skilt med et ikon, der forestiller en syl. Der er også Murskeen og Øksen.

Gadehavegård slap fri af ghettolisten tidligere i år, men det betyder ikke, at udviklingsplanen rulles tilbage. Den transformation af området, som er igangsat, kommer til at fortsætte og skal bidrage til at løfte kvarteret og skabe et attraktivt boligområde med blandede boligformer, ejer- leje-, ungdoms- og ældreboliger mellem hinanden. Og så skal det ikke længere ”bare” være et sted man bor. Der skal også være mulighed for at tage en uddannelse, for at dyrke sport og fritidsaktiviteter – og i det hele taget for at bruge udearealerne og møde sine naboer. Det er det, som udviklingsplanen bl.a. skal bidrage til.

Men inden da, skal genhusningskonsulenterne lægge brikkerne til et puslespil med flere tusinde mennesker, der skal rykke ind og ud af deres boliger.

”Vi har at gøre med mange forskellige slags mennesker. Her bor både dem med mange ressourcer og dem med få. Processen med genhusning er svær for alle, men især dem, der ikke har så mange ressourcer, reagerer helt naturligt ofte på usikkerheden og forandringerne,” fortæller Lene Bruun Hansen.

Tæt på beboerne

Der er ingen vej uden om de forandringer udviklingsplanen kommer med. Men følgerne og hvordan beboerne bliver orienteret og føler sig inddraget betyder ifølge udviklingskonsulenterne meget. De skal vide, hvad de har ret til og hvilken hjælp, der er at hente.

”Vi gør meget ud af kommunikationen. Vi prøver at forklare, hvad der skal ske og sikrer, at de får besked om alt relevant. Mange tror, at vi pludselig banker på og siger, at nu skal de flytte. Men så forklarer vi dem, at vi hjælper med at finde et nyt sted til dem, adviserer i god tid og sørger for at der kommer en flyttemand og hjælper med at flytte,” siger Lene og fortsætter.

”Vi slukker mange ildebrande, ved at forklare, hvad der rent faktisk sker.”

Der er lovgivet om genhusning i projekter som det i Gadehavegård. Beboerne som mister deres bolig skal tilbydes en ny bolig, som skal leve op til tre overordnede krav. Den skal være af en passende størrelse, have en passende beliggenhed og passende kvalitet og udstyr i forhold til det, beboeren kommer fra. De lidt diffuse krav efterlader Nagihan og Lene med en svær opgave.

”Vi har en vigtig opgave i at formidle, at genhusningen skal ligne det, de kommer fra. Det skal være inde for kommunegrænsen, medmindre de selv vil noget andet. Det skal være nogenlunde samme størrelse og husleje, men vi forsøger også at tage hensyn til børn, så de kan blive i deres skole og institution. Vi kigger på hele billedet. De mennesker skal jo have deres hverdag til at fungere, så vi gør alt vi kan, for at møde deres ønsker,” siger Nagihan.

Loven siger, at man skal have ét tilbud om genhusning, men Nagihan og Lene forsøger at være så fleksible, som det kan lade sig gøre.

”Normalt giver vi mere end ét tilbud - typisk to. På den måde er beboeren selv med til at få indflydelse på sin egen situation, og det er afgørende for, om det bliver en god oplevelse. Men takker man nej til begge tilbud, så bortfalder retten til genhusning. Og det betyder, at man selv skal ud at finde en ny bolig,” forklarer Lene.

At skulle flytte fra sin lejlighed, uden selv at træffe beslutningen, er ikke sjovt. Man skal flytte fra sine gode naboer og fra et sted, der har dannet grundlaget for minder og oplevelser.

”Det er svært at forestille sig hvor indgribende det er, at få at vide, at nu skal man flytte fra den bolig, hvor ens børn er vokset op, og hvor man selv har fejret mærkedage og måske levet en stor del af sit liv. Det kan det vække store følelser,” siger Lene.

Der er også ældre eller syge beboere, der ikke selv kan overkomme en flytning. Dem er der også brug for at hjælpe. Samlet set er det cirka to ud af tre boliger i Gadehavegård, som skal ændres i de ti år, planen løber. Der er stadig lidt tid til nedrivningerne starter. Det bliver formodentlig i starten af 2023. Og indtil da – og i tiden efter – arbejder Nagihan og Lene videre med at hjælpe beboerne i Gadehavegård med at flytte ud af de gamle lejligheder og ind i nye. Enten i et andet område eller i nyrenoverede lejligheder ”hjemme” i Gadehavegård. Og det arbejde er aldrig kedeligt.

”Vi bliver en del af folks liv, vi ser deres verden, og vi hjælper dem gennem hele processen med genhusning. Det er en svær situation for beboerne og derfor forsøger vi at hjælpe dem, så godt vi kan og opfylde alle de ønsker, vi har mulighed for,” siger Nagihan.