I starten af 2021 blev der sat pen på papir på en nye SKI-aftale med Abena om indkøb af forbrugsartikler inden for hygiejne, rengøring, kemi og vask. Tidligere har Domea.dk haft en lang række forskellige leverandører på dette område, men med den nye solidariske indkøbsaftale, vil Abena i fremtiden være eneste leverandør.
- Formålet er kort og godt at sikre besparelser for vores kunder. Vi kan købe ind langt billigere, når vi puljer vores ordrer og forpligter os over for leverandørerne, og de tilsvarende forpligter sig over for os, fortæller indkøbschef Henrik Reenberg.
Samlet set køber Domea.dk’s kunder den type forbrugsartikler for ca. 5 mio. kr. om året.
Aftalen med Abena forventes at give en gennemsnitlig besparelse på 20% – det vil sige, at vores kunder til sammen vil kunne spare op imod 1 mio. kr. om året på området.
Aftalen med Abena blev endeligt afsluttet ved årsskiftet og er den seneste ud af en håndfuld aftaler, som allerede er på plads.
- Vi har lavet aftaler på en række bredtfavnende områder – fx på elektricitet, naturgas og elevator-eftersyn. Men vi er langt fra færdige, for gevinsterne ved de solidariske indkøbsaftaler er til at tage og føle på. Pt. har vi kig på at lave aftaler på fx it-udstyr, hårde hvidevarer, køkkener og trælastvarer for bare at nævne nogle få, siger Henrik Reenberg.