I et nyt projekt går Domea.dk sammen med Det Kongelige Akademi og Høje-Taastrup Kommune for at undersøge mulighederne for at anlægge landskabsprojekter med et større fokus på genbrug. Med i partnerskabet er KAB, FAB, Odense Kommune, Erhvervshus Fyn, som alle står over for store nedrivningsprojekter. Projektet er støttet af AlmenNet med 485.000 kroner.
Projektet skal finde eksempler på, hvordan byggeaffald og overskudsjord fra renoveringer og nybyggerier kan bruges i almene landskabs- og byudviklingsprojekter. Projektet har fået 485.000 kroner i støtte af AlmenNet, der arbejder for at lave løsninger, som fremtidssikrer almene boliger. Og der er god grund til at arbejde med den problemstilling. Det fortæller Mette Mogensen, der er by- og boligudviklingschef i Domea.dk.
- Der er rigtig meget fornuft i at se på, hvordan man kan genanvende byggerester og materialer, så vi gør det klogest muligt – også klimamæssigt, når vi fx er nødt til at nedrive almene boliger, siger hun.
Ved at se på en smartere og mere bæredygtig måde at skabe fremtidens urbane landskaber på sparer vi på klodens begrænsede ressourcer og reducerer CO2-udledningen.
Der er stor fokus på genanvendelse i byggeri, men begrænset fokus på, hvordan man kan genanvende jord og byggeaffald i landskabsarbejder. Ofte ender beton og jord med at blive kørt på lastbil over store afstande. Og skal betonen genanvendes, bliver den knust og igen fragtet på lastbil for at komme i anvendelse. Den transport giver et stort CO2-aftryk.
- Kan man både komme uden om al den transport og finde andre bæredygtige genanvendelsesløsninger, hvor betonen fra nedrivningen bliver brugt til fx at skabe bedre uderum, er vi kommet langt, siger Mette Mogensen.
Og byggebranchen forbruger mange ressourcer. I runde tal står branchen for 1/3 af ressourceforbruget på verdensplan, ligesom omkring 1/3 af affaldet i Danmark er anlægs- og byggeaffald. De tal kommer fra Videnscenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet.
- Det er en brændende platform. Men der er også et stort potentiale i at dele og formidle den viden, der er, så det bliver lettere at træffe de klimavenlige beslutninger, siger Mette Mogensen.
Målet med kortlægningen af ideerne er at inspirere og gøre det nemmere for almene boligafdelinger og -organisationer at tænke reduktion af CO2-belastningen ind i byggerier og renoveringer fra begyndelsen af projektet.