- Vi havde tidligere 24 standardkontrakter fordelt på fem forskellige overenskomster. Det siger sig selv, at det hurtigt kan blive en administrativ udfordring. Men det kan Docufy ensrette og sikre, at der er styr på. Systemet opdateres med reglerne for løntrin, pension og øvrige vilkår – og med en autogenereret kontrakt minimerer vi risikoen for fejl, fortæller Camilla Sverdlin-Højer, der er juridisk chef i Domea.dk.
Løsningen i Docufy kræver alene, at man taster personoplysninger og krydser relevante felter af. Derfra kobler systemet selv til overenskomster, pensionsaftaler, frokostordning og hvad man ellers kan forestille sig. Det kommer der i sidste ende en færdig ansættelseskontrakt ud af. Og det er markant enklere end den nuværende manuelle arbejdsgang.
I Domea.dk er systemet allerede delvist implementeret. Og foruden de oplagte gevinster betyder det, at flere kræfter nu kan bruges på opgaver, der retter sig mod at hjælpe kunderne med andre juridiske spørgsmål. Og det er der, den helt store gevinst er at finde, hvis man spørger den juridiske chef.
- Det handler jo om at frigøre ressourcer til andre ting, så vi ikke skal bruge tiden på den form for 'rugbrødsarbejde'. Det er en smart løsning, der frigør kapacitet, så vi kan rådgive og løse andre og vigtigere opgaver for kunderne. Det vil vi meget hellere, siger Camilla Sverdlin-Højer.
Udløber af godt samarbejde
Udviklingen af de nye funktioner i Docufy er sket i tæt samarbejde mellem Poul Schmith og Domea.dk.
- Det, vi hører kunderne sige, er, at den gode kundeoplevelse blandt andet handler om 'den sømløse løsning', hvor der ikke er for mange led i sagsbehandlingen. Det er ud fra den devise samt ønsket om at udvikle nye fælles løsninger, at Poul Schmiths ejendomsteam i samarbejde med Domea.dk har udviklet Docufy-produktet til Domea.dk og deres kunder, siger Henrik Meden, som er advokat og director hos Poul Schmith med speciale i fast ejendom – særligt almene boliger.
Partnerskabet med Poul Schmith er en konkret udløber af Domea.dk’s forretningsstrategi – en strategi, som indebærer et mere rendyrket kundefokus med en bred vifte af fleksible produkter og ydelser inden for rådgivning, byggeri og administration af almene boliger.