Den 11. oktober uddeler Indenrigs- og boligministeriet Landdistriktsprisen 2021. Prisen går til en særlig indsats, som har udmærket sig ved at styrke sit lokalsamfund, have medvirket til at øge velfærden og som kan være en inspiration for andre lokalsamfund rundt om i landet.
- Flere års centralisering har været hård mod landdistrikterne og skabt en række udfordringer. Derfor bør vi alle være glade for de ildsjæle og fællesskaber, der vedholdende arbejder for at bevare og udvikle deres lokalsamfund. Det er dem, som tager ansvar, og som insisterer på at præge udviklingen dér, hvor de bor. Og det er dem, jeg glæder mig til at hylde med dette års landdistriktspris, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek i en pressemeddelelse fra ministeriet.
Blandt de indstillede til årets pris er den lokale ledelse på gymnasiet i Fjerritslev, Jammerbugt Kommune og det almene boligselskab Domea Aabybro. Det er de fordi, de '...med collegebyggeriet har vist, at hvis man lægger hovederne i blød og arbejder sammen lokalt, aktivt kan ændre en udvikling, som ellers kunne få alvorlige konsekvenser for et mindre lokalsamfund', lyder det blandt andet i indstillingen.
Domea Aabybros collegebyggeri er indstillet til Landdistriktsprisen 2021
Byens gymnasium var lukningstruet på grund af flere års faldende elevtal. Men det ville de ikke stiltiende acceptere i Fjerritslev i Nordjylland. Og med et stort lokalt engagement, fremsynethed og handlekraft har de nu fået vendt den udvikling – og derfor er projektet indstillet til Landdistriktsprisen 2021.
Visionen om at skabe 'efterskolernes gymnasium'
Det hele startede, da lærere og ledelse på Fjerritslev Gymnasium begyndte at spekulere over fremtidsudsigterne. De faldende ungdomsårgange ville på sigt give færre elever. Og med færre elever kommer færre indtægter og flere udfordringer, når man skal rekruttere til et gymnasium, hvor store geografiske afstande gør det sværere at tiltrække elever.
Men den udvikling ville de ikke stiltiende acceptere i Fjerritslev. De satte sig for at udtænke en plan, der igen kunne gøre byens gymnasium attraktivt og tiltrække flere elever.
Sådan opstod ideen om at skabe 'efterskolernes gymnasium'. De ville simpelthen tilbyde eleverne noget, de ikke kunne få andre steder: Et gymnasium for dem, der havde været på efterskole og gerne ville fortsætte deres uddannelse i et lignende miljø med større mulighed for fællesskab også uden for skoletiden.
For at det skulle lykkes, krævede det, at man fik skabt et godt studiemiljø og den rigtige college-stemning. Så der skulle bygges gode studieboliger omkring gymnasiet, og her kom boligselskabet Domea Aabybro ind i billedet. For at ramme målgruppen helt rigtigt valgte boligselskabet et utraditionelt greb – de tog ud og mødtes med eleverne på gymnasiet og lod dem tænke med på, hvad de drømte om at deres ungdomsboliger skulle rumme.
Og i august 2020 stod det nye Fjerritslev College så færdigt.
College-linjen boomer!
Initiativet er blevet en enorm succes, og den lokale ungdomsuddannelse er ikke kun reddet – den vokser! Faktisk er kommunen, gymnasiet og boligorganisationen nu i gang med en udvidelse af Fjerritslev College med op til 30 nye boliger og fælleshus.
Projekt har fra start været båret af den lokale gymnasielærerstab i Fjerritslev, der brænder for deres arbejde og for at give unge mennesker en fed oplevelse tidligt i livet og en god uddannelse.
Betydningen af et stærkt ungdomsuddannelsestilbud for et lokalsamfund som det i Fjerritslev er uvurderligt. Det ikke alene værner imod, at de unge flytter væk, og området affolkes - det tiltrækker unge fra hele oplandet og er med til at understøtte et mere mangfoldigt lokalområde.
Derfor har den visionære fremsynethed og det store lokale engagement placeret Fjerritslev College blandt de indstillede til Landdistriktsprisen 2021.