Det er ikke helt lige så let at udskifte bilen med en el-bil, når man bor i en etageejendom. Og det er ikke, fordi det skorter på gode el-biler at vælge imellem, eller fordi de er ubetalelige for mennesker med en helt almindelig indkomst. Men hvordan får man ladet den op?
- Vi taler meget om grøn omstilling, men ofte bliver det ved snakken, hvis det er for besværligt at træffe det grønne valg. At købe en el-bil uden at have mulighed for at lade den op, hvor man bor, er ikke umuligt. Men det er besværligt, og jeg kan godt forstå, hvis folk tøver. Så uden let adgang til at lade bilen op, tror jeg fortsat, de færreste vil vælge at købe en el-bil, siger adm. direktør i Domea.dk, Thomas Holluf Nielsen.
Og han er ikke i tvivl om, hvad det vil kræve.
- For at nå klimamålene på transport er vi nødt til at se på, hvordan vi kan gøre det lettere at oplade sin el-bil hjemme – især for folk, der bor i en etageejendom. De har typisk ikke egen indkørsel eller carport og har derfor ikke samme muligheder for selv at installere deres egen ladestander, siger han.
Stor investering, når der samtidig skal spares
Om godt 10 år skal det være slut med salget af nye benzin- og dieselbiler, og allerede i 2030 skal CO2-udledningen fra transportmidler være bragt ned med 55 procent i forhold til det nuværende niveau.
For at nå disse mål har et bredt flertal i Folketinget afsat knap en halv milliard kroner til den grønne omstilling af transportsektoren. Heraf var en pulje på 50 mio. kr. afsat til medfinansiering af ladestandere på fælles parkeringsanlæg i hhv. almene boligforeninger, andelsboligforeninger og ejerforeninger.
Da ansøgningsfristen udløb i november 2021, kunne Bolig- og planstyrelsen oplyse, at de havde modtaget 1.700 ansøgninger, men at der kun var midler nok til at imødekomme omkring en tredjedel af disse. Og i første omgang er det kun 216 almene boligafdelinger, som kan se frem til en økonomisk håndsrækning, mens resten er kommet på en venteliste.