Der er fart på priserne i samfundet – og der er fart på i Beboerrådgivningen i Domea.dk. I takt med at det bliver dyrere at handle ind, dyrere at varme hjemmet op, dyrere at have lys i lampen, dyrere i stort set alle henseender, bliver flere og flere beboere så pressede på at få økonomi og hverdag til at hænge sammen, at de har svært ved at se, hvordan de skal betale huslejen. Heldigvis er der mange, der rækker ud.
Socialrådgiverne i Domea.dk’s beboerrådgivning får dette efterår langt flere henvendelser end tidligere. Og på trods af det stærkt stigende antal opkald og mails får de fleste beboere den hjælp, de skal bruge for at blive boende og komme videre.
- Det lykkes i mere end 9 ud af 10 tilfælde at finde en løsning og undgå udsættelser, fortæller Katja Lindblad-Clausen, der er chef for bæredygtige indsatser i Domea.dk.
Teamet i Beboerrådgivningen hjælper bl.a. beboerne med at lægge et budget, skabe overblik og prioritere, søge om tilskud og generelt bistå med økonomisk rådgivning målrettet den enkelte og den specifikke situation, vedkommende står i.
Alvorlig udvikling
Det er mange forskellige grupper af beboere, der mærker krisen så hårdt, at det munder ud i rykkere for huslejebetaling og risiko for udsættelse.