Hos MNV Bolig, der har boligafdelinger i Holbæk, Frederikssund, Kalundborg, Lejre og Ringsted kommuner er man ikke i tvivl – verden kalder på bæredygtige løsninger, og alle har et ansvar for at bidrage til en positiv udvikling, hvor de kan. Men som så mange andre var man i boligorganisationen usikker på, hvordan denne ambition skulle realiseres og udmøntes i konkrete handlinger.
Derfor valgte organisationsbestyrelsen i januar 2022 at igangsætte et forløb, hvor den samlede bestyrelse skulle arbejde med MNV Boligs strategi og visioner. Målet var sammen at formulere en fælles bæredygtighedsfortælling, som skulle rumme tydelige ambitioner, og som skulle kunne konkretiseres og blive til handling.
Til at drive processen valgte MNV Bolig at få hjælp fra det såkaldte ’social-impact’ bureau Kongsted+Grønne. De styrede bestyrelsen igennem tre workshops, som blandt andet bød på oplæg fra Steen Hildebrandt, tidligere formand for Folketingets 2030-panel og en kapacitet på området.
- Nu ikke så meget snak
Proces, proces, proces – kan vi da for hulen ikke bare komme i gang! Mange genkender måske den følelse. Formanden for MNV Bolig, Maja Hansen, gør i hvert fald.
Hun vil ikke gå så langt som til at sige, at hun var decideret skeptisk ved udsigten til tre lange workshops. Men måske lidt. I hvert fald kalder hun vigtigheden af selve processen for en øjenåbner for hende.
- Jeg var nok lidt bekymret for, at det hele bare blev til en masse ord og snak. Men det forløb, vi var igennem i de tre workshops, var virkelig en øjenåbner for mig i forhold til, hvor altafgørende vigtigt det er, at alle er med – at alle kommer til orde. Det at vi nu er enige om, hvad vi mener, og hvor vi gerne vil hen – det er det, der gør forskellen. Det er derfor, vi nu står med en bæredygtighedsfortælling, som vi reelt kan bruge som et værktøj, vi kan styre efter, når vi skal prioritere opgaver og indsatser fremadrettet, siger Maja Hansen
Uvurderlig teambuilding
Kundechef Bent Gordon Johansen har været med på sidelinjen i alle tre workshops. Han har arbejdet med bestyrelser i noget, der ligner 20 år, men erindrer ikke før at have set et så stort engagement som det, der blev lagt for dagen her:
- Folk kom jo med meget forskellige udgangspunkter og holdninger til bæredygtighed. Og det har virkelig været en intens proces at skulle mødes og ikke mindst i fællesskab gøre abstrakte ambitioner til noget helt konkret. Men netop den ’rejse’ har i mine øjne været helt uvurderlig. Jeg ville kalde det teambuilding for bestyrelsen. De er blevet rystet sammen i en hidtil uset grad, og det er tydeligt, at de mange gode diskussioner har givet både en større forståelse, men også en større respekt for hinanden. Og det er bare guld værd.
MNV Boligs bæredygtige kompas
Udgangspunktet var FN’s 17 verdensmål, og bestyrelsen fik i løbet af det intense forløb udvalgt to overordnede mål, som de især ønsker at arbejde med – nemlig ’11: Bæredygtige byer og lokalsamfund’ og ’17: Partnerskaber for handling’.
- Ved at have kogt det ned og zoomet ind ved vi nu, hvad vi vil prioritere, og hvordan vi vil gøre. Vi tror på, at opgaven med at skabe bæredygtige byer og lokalsamfund bedst løses i partnerskaber. Derfor vil vi i endnu højere grad satse på samarbejder bredt med bl.a. kommuner og fx andre boligselskaber. Og så har vi udvalgt tre konkrete temaer, som skal fungere som kompas i vores arbejde – nemlig mennesker, hverdag og udvikling, fortæller Maja Hansen.
Indstillet til Bæredygtighedsprisen 2022
Domea.dk har en erklæret vision om at ville være bæredygtige og udvise samfundsansvar, og MNV Boligs arbejde med at formulere sin egen konkrete bæredygtighedsfortælling er et godt eksempel på, hvordan der også lokalt i de enkelte boligorganisationer og -afdelinger arbejdes med denne dagsorden.
Initiativet er indstillet til Domea.dk’s nystiftede bæredygtighedspris, som uddeles på Landskonferencen til maj.
Om det så bliver MNV Bolig eller en af de øvrige indstillinger, der løber med prisen og de 40.000 kr. til at sætte yderligere skub i vinderens arbejde med bæredygtighed, må vi vente lidt endnu med at få at vide.