Det er blevet dyrere at være dansker. Både når der skal mad på bordet, når bilen skal fyldes op, og når vi skal holde varmen derhjemme. Og det sidste vil flere kunne se sort på hvidt, når forbrugsregnskaberne inden længe lander i den elektroniske postkasse.
På grund af stigende energipriser og et coronaramt 2021, hvor mange af os har været mere hjemme end ellers, kan forbrugsregningen være steget. Og det vil være i en størrelsesorden, som kan mærkes.
Det er særligt i områder, der opvarmer med naturgas, at acontobetalingen for varme, vand og el ikke nødvendigvis vil række.
For nogle kan det måske være svært at se, hvor de ekstra penge skal komme fra, men her kan Beboerrådgivningen i Domea.dk hjælpe med råd og vejledning.
- Hvis man føler, man skal til at vælge imellem mad på bordet og varme i radiatorerne, er det en god idé at ringe til os, for der er flere håndtag, vi kan skrue på for at få pengene til at række længere, fortæller Gitte Weien Andersen, der er chef for Beboerrådgivningen.