INI administrerer omkring 9.000 udlejningsboliger for Grønlands Selvstyre og for landets kommuner. Virksomheden er i gang med en strategisk rejse og er fokuseret på at udvikle sig som en strategisk partner for selvstyret og kommunerne i forhold til løsningen af de boligpolitiske udfordringer i Grønland. Derudover har INI’s forretningsstrategi også fokus på bl.a. digital forretningsudvikling og kundevendte løsninger.
Derfor har INI rakt ud til Domea.dk, og sammen har de to virksomheder over en længere periode haft en række gode drøftelser.
Det er mundet ud i, at INI har valgt at indgå et partnerskab med Domea.dk, som grundet sin forretningsmodel og erfaring i den almene branche netop kan støtte den strategiske udvikling af INI.